Decemberhygge med nissedør, nissebreve og nissedrillerier

Julen er hjerternes fest ♥ Hvis dit julehjerte banker for bæredygtighed, bevidst forbrug, klimavenlige hverdagsvaner og inspiration til et grønnere liv, så er Sustain Daily Julestafet til dig. Vi viser dig hver dag i december, hvordan du kan tage dine grønne værdier med ind i juletiden.

I 2017 var dette indlæg låge nummer 4 i Sustain Daily Julestafet.

 

Nissedør

Julen er også børnenes fest, så selvfølgelig skal der hygges om husets børn. Og derfor får vi hvert år besøg af hus-nissen Julius (læs her lidt om hans første besøg). Han sætte d. 1. december, sin lille nissedør op i vores vindueskarm og er vores grønne alternativ til en pakkekalender.

Han kommer som udgangspunkt ikke med gaver, men hver morgen ligger der et brev fra ham ved hans nissedør. I sine breve fortæller han om, hvad der skal ske den pågældende dag. Nogle dage, kan han også finde på at lave nissedrillerier…

Julius på besøg med sin nissedør og nissebreve

Julius (aka mig 😉 ) er altid intereseret i ny inspiration, så hvis du har nissedør-ideer, som ikke er nævnt herunder, vil han meget gerne høre fra dig 🙂

Se her min skabelon til små flyttekasser og brevpapir til nissebrevene

Nissehilsner

Her er lidt idéer til, hvad Julius kan skrive i sine nissebreve (se flere ideer til breve her):

  1. “Jeg kan ikke finde min nissedør, vil du ikke sørge for at der i aften kommer en skål risengrød med kanel til mig, så jeg kan dufte mig frem”.
  2. “Husk i dag at tænde kalenderlys / adventskransen” (det er også en fin måde at øve barnet i at tælle / lære tallene).
  3. Han kan også skrive om, hvad skal der ske i dag? Hvem henter, Skal vi spise hos andre osv…
  4. “I skal da vist have pyntet op”.
  5. “Find noget, hvori I kan hænge mine breve (Vi har en kalendergave-sok, som vi jo ikke bruger til pakker, som vi hver dag hænger det læste brev på)..
  6. Han kan rose barnet, hvis h*n har gjort noget, som var godt dagen før.
  7. “Vil du ikke lægge godter til mig” (sidste år ville han gerne have rosiner).
  8. “Jeg havde vist glemt at få mine varme hjemmesko på i går – så er blevet lidt snottet” (For at opfordre barnet til at huske hjemmeskoene 😉 ).
  9. “Mon I skal bage julesmåkager i dag?”
  10. “Måske I skulle lave lidt ekstra julepynt” (Det kunne være disse bog-nissepiger / -engle).
  11. “Kunne du ikke spørge din mor og far, om I ikke skal hente juletræ i dag?”
  12. Fortælle, at juleferien starter.
  13. Opfordre til at lave konfekt
  14. Spørge om morgenen lillejuleaften, om barnet vil sætte risengrød frem til ham.
  15. 1.juledag, når døren er væk, har vores Julius lagt et afskedsbrev, hvor han fortæller han nu har pakket alt sammen og at han først kommer tilbage til næste år.

nissedør, julesok, julepynt og risengrød / nissegrød

Nissedrillerier

Hjemme hos os driller nissen også. Det kunne f.eks. være noget af nedenstående:

  1. Han har bygget en nisse el.lign. i LEGO.
  2. Pynter løbende omkring sin nissedør med ekstra tilbehør.
  3. Stiller tallerken/glas på hovedet på morgenbordet.
  4. Ligger stolen(e) ned.
  5. Udskifter vitamin-pillerne med ex kastanjer (han lånte her en gammel vitaminbøtte).
  6. Går i barnets sko – hele vejen fra skabet ind i stuen – og lader skoene står på én lang række.
  7. Natten til juleaftens har han danset om juletræet, og ladet alle barnets sko stå rundt om juletræet.
  8. Har rodet i skuffen med hue og handsker – eller gemt huen andet sted, end hvor de hører til.
  9. Sætter julebånd på jakken og/eller skoene
  10. Putter julepynt i madpakken eller jakkelommen
  11. Putter gran i støvlerne
  12. Gemmer ting, som han først vil aflevere tilbage, når han har fået risengrød/pepernød el lign
  13. Flytter rundt på møblerne i barnets værelse

nissedør - jJulius, har danset rundt om jeletræet, med alle barnets/børnenes sko

Oplevelsesgaver

Nissen kan også komme med oplevelsesgaver. Enten “blot” i form af en besked i sit daglige brev. Men det kunne også være små hjemmelavede billetter, som ex. skal indløses ved hans nissedør 🙂 Idéer til hyggelige oplevelser sammen, kunne være:

  1. Jule-bio (hygge med en film i sofaen derhjemme)
  2. En tur i svømmehallen
  3. En tur i skoven
  4. En hyggestund med julebag
  5. En kælketur, hvis vi er så heldige at der falder lidt sne 🙂
  6. En tur på julemarked, hvor der ofte findes aktiviteter for børn

nissedør, nissen kommer med oplevelsesgaver

Brugte gaver

Hvis man gerne vil give sine børn lidt kalendergaver, så kan man jo også gå i genbrugsbutikker. Her kan ofte findes gaver til små penge, som kan være lige så hyggelige for barnet at pakke op, som nye gaver.

Både i de “almindelige” genbrugsbutikker er det muligt at finde gaver som kan lægges ved Julius’s nissedør. Men især også, hvis man kan finde en “børne” genbrugsbutik. Idéer til gaver kunne være:

  1. Tøj
  2. Brætspil
  3. Bøger  (til højtlæsning eller pixie-lignende bøger)
  4. Keativt legetøj (jeg har blandt andet fundet en strikkelise)

brevpapir til breve fra nissen

 

Når nissen har pakket sin nissedør og er taget hjem

Selv flere måneder efter Julius sidste år, havde pakket sin nissedør væk, og var rejst tilbage op til julemanden, snakkede vores datter på 2½ år stadig om nissen og hans nissedør, og om alle nissedrillerierne. Hvis hun ikke lige kunne finde sine handsker: “Det er nok den frække nisse”.

Hver december flytter Nissen Julius ind hos os, med sin nissedør, nissebreve, nissedrillerier og lidt gaver

8 kommentarer til “Decemberhygge med nissedør, nissebreve og nissedrillerier”

  1. Pingback: Idéer til små december nisse-breve 2022 • Come What May

  2. Her plejer nissen også at flytte ind den første december og i år bliver ingen undtagelse. Ungerne elsker det. Tak for inspiration til hvad han kan lave 🙂

  3. Hvor dejligt et indlæg 😀 Her flytter NissePer også ind i december, sidste år var det nok for børnene med døren, men tror han skal i gang med at drille lidt i år. Så tak for nogle gode ideer til drillerier!

  4. Åh, hvor hyggeligt med sådan en juletradition. Min datter er godt nok for stor til den slags, men jeg kender da et par stykker, som har sådan en dør, så rigtig gode ideer.

    1. Ja, når børnene når en vis alder, bliver det nok ikke ved med at være sjovt. Men det er nu også lidt hyggeligt for forældrene 😉

  5. Det er godt en frisk og fræk lille nisse… men alligevel en hyggelig fyr. Kan godt forstå, at han er spændende og populær ;-))

Skriv en kommentar

Hjemmesiden bruger cookies - Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjeparts tjenester. Ved at klikke videre accepterer du brugen af cookies.