DIY – Blomsterhænger

For noget tid siden kom jeg til at læse lidt om Feng Shui, og fik lyst til at indrette hele huset efter de principper. (Ja det er let at få gode ideer, men ikke altid de bliver til noget).

Men noget af det jeg læste om, var hvor godt det er, at have blomster/planter på bestemte områder i sit hus. Et af de områder, viste sig at være i samme hjørne af vores stue, som fjernsynet står. Derfor har jeg nu længe haft planer om, at skulle have lavet en blomsterhænger (eller to).

Der findes mange forskellige vejledninger på nettet til at lave en blomsterhænger. Jeg gik efter en simpel version, med en macrame (knytning) på løkken til at hænge den i.

Materialer

Herunder ses hvad man skal bruge, for at lave sin egen blomsterhænger:

  • Saks
  • Snor (jeg fandt denne jutesnøre i Panduro)
  • Blomsterskjuler

blomsterhænger

Fremgangsmåde

Man skal nu klippe 4 snore i den ønskede længde. Jeg ville gerne have min blomst til at hænge i en afstand ca. 70 cm fra loftet, og klippede mine snore på 180 cm (snorene lægges dobbelt og der er taget højde for spild ved knuderne)

Jeg fandt nu midten på snorene (minus cirka 5 cm), for at finde, hvor jeg skulle lave fletningen (macrame) til løkken.

På billederne herunder, har jeg forsøgt at vise, hvordan jeg flettede:

  1. Jeg starter med 4 snore (1 – 2 – 3 – 4), hvor jeg ved fletningens start har bundet en lille stump snor omkring
  2. Læg nu snor 4 over snor 3
  3. Så skal snor 1 over snor 3
  4. Igen lægges snor 4 over snor 3
  5. Og snor 1 over snor 3
  6. Sådan fortsætter man mønstret, til man har den længde man ønsker.

blomsterhænger

Så foldes snorene på midten, og man binder en knude under den “flettede løkke”. Man har nu 8 snore under den store knude.blomsterhænger

Man måler nu op, hvor man ønsker urtepottens øverste kant skal være. Her bindes snorene sammen 2 og 2.blomsterhænger

Snorene under de nye knuder skal nu deles. Og for at få mønstret, som ses på billedet herunder, bindes der nu knuder med én snor fra 2 sideliggende knuder.

Dette fortsætter man med, indtil man når bunden på sin urtepotte. Jeg behøvede kun 3 omgange med knuder.

Til sidst binder man en knude med alle 8 snore, så knuden er lige midt under urtepotten.blomsterhænger

Så er der kun tilbage at hænge sin nye blomsterhænger fra loftet og tilføje en blomst 🙂 Jeg valgte planten Crassula ovata, som jeg havde fået 2 stiklinger fra vores nabo. Det er en plante der er meget brugt i Feng Shui verdenen, så jeg synes den passer perfekt 🙂 Nu skal den bare vokse lidt til.blomsterhænger

Er der nogle af jer, som også har prøvet at lave jeres egen blomsterhænger – og hvordan er den blevet?

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist. Nødvendige felter er markeret med *

Skriv din kommentar her *