...

DIY – Stofbolde til baby – to mønstre

I et tidligere indlæg skrev jeg om at sy nyt betræk til en drømmepose/voksi (se her), og med nogle af de stofrester jeg fik fra det sy-projekt, syede jeg blandt andet disse stofbolde:

stofbolde

Jeg havde set eksempler af lignende bolde flere steder, og ville derfor også selv forsøge mig. Jeg lavede derfor 2 forskellige bolde, af henholdsvis 5 kantede stykker stof og ovale/spidse stykker stof.

Til fyld brugte jeg pudefyld fra IKEA puder. Jeg har dog nu ikke helt kunnet finde den pude type som jeg brugte, men tænker man evt. kan bruge denne.

Derudover brugte jeg også små bjælder til at putte inden i boldene. Jeg købte mine i Stof&Stil.

Da begge stofbolde er lavet for noget tid siden, har jeg ikke billeder af selve sy-processen, men vil prøve at beskrive med ord – og så kan der måske på et senere tidspunkt komme billeder til at understøtte mine ord 🙂

Men jeg har lavet denne PDF-fil hvor jeg har optegnet mønsteret på de 2 stofbolde.

Stofbolde af ovale-aflange stykker stof

stofboldeTil denne bold, skal der bruges 8 stykker stof opklippet i det ovale-aflange mønster fra PDF-filen.

Når alle 8 stykker stof er klippet, besluttes i hvilken rækkefølge de forskellige stykker skal være på den endelige bold /hvis man bruger flere forskellige typer stof).

Og nu lægges de første to stykker stof ret-mod-ret og der syes med almindelig lige søm.

Når det tredje stykke stof skal syes på (også ret-mod-ret) skal man være lidt opmærksom på, at sømmene i de to “spidser” rammer hinanden, for at sikre en pæn afslutning på bolden.

Jeg syede 4 stykker stof sammen, og herefter de sidste 4 stykker stof sammen, så jeg havde to syede stykker stof af 4 ovale.

Så strøg jeg mine sømme, for igen at få den pænest mulige afslutning.

Herefter skulle de to stykker stof syes sammen – ret-mod-ret. Først den ene side, og derefter den sidste side, hvor jeg dog i midten efterlod et hul til at vende bolden i.

Nu skulle bolden bare vendes med retsiden ud, og fyldes med pudefyldet og bjælden lægges ind i midten af pudefyldet.

Og til sidst lukkede jeg bolden ved at sy den sammen i hånden – dette kunne nok være gjort pænere på maskine. Men jeg synes det var lettere i hånden, når bolden var fyldt med fyld.

Stofbolde af 5 kantede stykker stof

stofboldeTil denne bold, skal der bruges 12 stykker stof opklippet i det femkantede mønster fra PDF-filen.

Når alle 12 stykker stof er klippet, skal man (som ved den anden bold) beslutte, i hvilken rækkefølge de forskellige stykker skal være på den endelige bold /hvis man bruger flere forskellige typer stof). Igen syede jeg en halv bold af gangen, så lagde mine stofstykker i to bunkder af hver 6 femkanter.

Denne bold er lidt mere kompliceret end den anden bold lavet af de ovale stykker stof. Jeg har derfor lavet en tegning, som måske kan hjælpe til at forstå, hvad jeg skriver/mener i min beskrivelse herunder 🙂

Først lægges de første to stykker stof ret-mod-ret og der syes med almindelig lige søm på den ene af de 5 sider (nr. 1 på tegningen).

Når det tredje stykke stof skal syes på (også ret-mod-ret) lægges denne ret mod ret på den ene af de første to femkanter man syede sammen (ved siden af den side man lige havde syet sammen) og disse syes igen sammen på den ene af de fem sider (nr. 2 på tegningen).

Herefter syede jeg de 2 stykker stof sammen, som indtil nu kun var syet på den ene side. (nr. 3 på tegningen).

Samme fremgangsmåde bruges nu til at sy de næste 3 stykker stof på “midter” stoffet og sy den sammen med den “foregående” stykke stof. Altså følg rækkefølgen fra 4-9 på tegningen.

Og til sidste sys det sidst fastsyede stykke stof sammen med det først fastsyede (nr. 10 på tegningen).stofbolde

Hele denne fremgangsmåde gentages, med de resterende 6 stykker stof, så man har to halve stofbolde.

Som med den anden bold strøg jeg igen mine sømme, inden de 2 halvdele skulle samles.

Nu skal de to stykker stof syes sammen – ret-mod-ret. Der er 10 “sider” der skal syes sammen, så man starter “bare” fra en ende af, og lader et hul stå åben til sidst, for at kunne vende bolden, så den får retsiden ud af.

Bolden vendes, og fyldes med pudefyldet og bjælden lægges ind i midten af pudefyldet.

Og med denne bold lukkede jeg den (som ved den anden bold) ved at sy i hånden. Og igen, nok pænere med maskine…

 

Håber nogle har mod på at prøve. det er faktisk ikke så svært når man først får begyndt. Jeg har syet mine bolde maskine, men det kunne nok også gøre i hånden, hvis man då er lidt omhyggelig med sine sting. F.eks. hvis man er vant til patchwork 🙂

God arbejdslyst. Og lad mig endelig høre, hvis I er nogle der kaster jer ud i et lignende projekt 🙂

 

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist. Nødvendige felter er markeret med *

Skriv din kommentar her *