...

Ferie for alle, sove længe søndag og status på brugen af soap nutz

Det har været endnu en dejlig weekend, som har stået i familiens tegn, som I kan læse lidt om herunder. Derudover vil jeg også lige give en kort status på brugen af soap nutz, som jeg lovede på Instagram for en måneds tid siden.

Ferie for alle

Lørdag tog vi, som nok 20.000 andre, til Ferie for alle. Men trods de mange mennesker, blev det en rigtig hyggelig dag. Da vi kom derud, spiste vi som det første vores medbragte madpakke og hjemmelavet grøntsagsjuice. Da vi var færdige, startede en tryllekunster på scenen ved siden af hvor. Vi var lidt spændte på, om M kunne få noget ud af showet, men satte os derhen alligevel. Og hun synes det var en fest. Måske mest pga. alle de andre grinende børn (og den ballon i snor hun fik før showet gik i gang). Og hun kunne da også klappe med og råbe “woow” på de rigtige tidspunkter. Og da børnene blev bedt om at vinke farvel, da showet var ovre sendte hun fingerkys op til scenen 🙂

Efter trylleshowet var det egentlig tid til hendes middagslur, men hun var slet ikke klar. Så vi gik ned i legeområdet, hvor der var bObles bane og hoppeborg. Det var også et stort hit. Og det gjorde hende dejlig træt, så hun kunne falde i søvn i klapvognen, næsten med det samme hun blev sat i den 🙂 Det gav så os halvanden time, til at gå lidt rundt og snuse på campingpladser, tilbehør og få en is.

At sove længe søndag

Mens vi gik rundt på messen lørdag eftermiddag, fik vi også et tilbud om at komme til aftensmad hos mormor og marfar. Et tilbud der også inkluderede overnatning for M. Hvilket betød vi kunne få en aften alene og en morgen uden at blive vækket kl. 0600 🙂

Derfor vågnede og stod vi først op ved 9-tiden søndag (ja, vi kunne rent faktisk godt sove længere end til kl. 6 🙂 ). Det var så dejligt og tiltrængt. Så friske og veludhvilede kunne vi gå i gang med søndagens planer.

Og ja, det var ikke at ligge på den lade side. For før vi hentede M til hendes middagslur ved 12-tiden, fik vi begyndt at lægge fliser i vores forhave og fik bagt de ugentlige boller med rester fra vores juicer – se evt. opskrift her (reklamelink). Og da vi gik fra mine forældre efter at have hentet M, tog vi halvanden times gåtur i det helt fantastiske søndagsvejr. Bare se billedet, hvor smukt det var ved Fuglsangsø med sol fra en blå himmel og helt vindstille vejr:

IMG_20160228_130418-PANO

Soap nutz

Som lovet vil jeg også give en status på vores brug af soap nutz, som jeg fik købt for cirka en månedsiden. Jeg havde læst om dem flere forskellige sider, og da jeg så fandt dem til 99,- (reklamelink) var jeg nødt til at købe dem. Og det er jeg nu glad for.

For siden jeg købte disse soap nutz (eller på dansk sæbenødder) har vi brugt dem i vores vaskemaskine i stedet for almindeligt vaskemiddel, og jeg har nu en måned også brugt sæbenødderne til at vaske hår i.

Men virker det så?soap nutz shampoo og tøjvask

Tøjvask med soap nutz

Ja! Det er helt klart min holdning. For med en pige på 20 måneder, der elsker at spise selv, kommer der ofte tøj hjem fra vuggestuen fyldt med pletter. Men alligevel, selvom vi nu ikke har brugt det almindelige vaskemiddel den sidste måned, bliver tøjet stadig rent efter vask med sæbenødderne. Og det er så let at bruge. Man lægger en håndfuld soap nutz i den medfølgende lille stofpose, som så lægges i vaskemaskinen sammen med det beskidte tøj. Og efter vask lægges nødderne til tørre, så de kan genbruges flere gange.

Sæbenødder shampoo

Og med hensyn til hårvask med sæbenødder, i stedet for shampoo, er jeg meget tilfreds. Jeg har stadig fornemmelsen af rent hår efter vask, og faktisk virker håret meget blødere end normalt. Og efter de sidste par vaske, er der også begyndt at ske noget med strukturen i mit hår. Jeg har altid haft naturlige krøller. Men cirka tre måneder efter fødslen af M, begyndte jeg at tabe meget hår (hvilket er meget normalt). Men derudover ændrede mit hår også struktur. Jeg fik sværere og sværere ved at få det til at krølle op som normalt, og det blev bare mere træls at se på. Men nu, virker det til at den krøllede struktur er vendt tilbage. Ja faktisk har jeg følelsen af at mit hår aldrig har haft det bedre. Nu kan jeg nemlig få det til at sidde som jeg vil, uden brug af diverse hårstylingsprodukter. Det eneste jeg nu bruger er en minimal mængde castor olie, som krammes ind i spidserne (I kan læse mere om mine hårrutiner her, blandt andet med sæbenødder shampoo).

Hvad er dine erfaringer med sæbenødder / soap nutz?

Det kunne være spændende at høre fra andre, der også har erfaringer med sæbenødder. Eller hvis der er andre kommentarer 🙂

God uge til alle – Nu starter foråret 🙂
vintergækker

3Pingbacks & Trackbacks on Ferie for alle, sove længe søndag og status på brugen af soap nutz

  1. […] mere besværligt end leret, men stadig med rigtig godt resultat, som jeg også skrev om i dette indlæg. Og det er faktisk endt med, at det har været sæbenødder jeg har brugt lige siden, som naturlig […]

  2. […] da vi for tiden ikke bruger almindelig vaskemiddel, men i stedet for sæbenødder, kan man med fordel dryppe en dråbe æterisk olie på hver af boldene før hver tørring, for at […]

  3. […] har også skrevet om brug af sæbenødder her og […]

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist. Nødvendige felter er markeret med *

Skriv din kommentar her *