Når det er svært at være mor

Så blev det endelig tid til endnu et fredags mor-indlæg. Indlægget har været noget tid undervejs, selvom det egentlig var min første tid som mor, der inspirerede mig til at starte bloggen. Men det er et emne, som nok ofte ses lidt som et tabu.

Men jeg opdagede ret hurtigt efter vi blev nybagte forældre, at jeg synes det var svært at være mor. Jeg havde virkelig svært ved at finde ind i rollen som mor, og jeg havde ofte svært ved at føle den glæde, jeg forventede at skulle føle. Af de historier man hører om, fortæller de fleste jo om, hvordan alt omkring én forsvinder, så snart man ser det lille nyfødte barn første gang. Men den følelse fik jeg bare ikke.

Og der skulle gå omkring et år, før jeg begyndte at komme rigtig ovenpå igen. Og ja, selv nu kan jeg få udfald / falde tilbage til de frustrerende følelser, som fyldte så meget det første år. Det sker mest, hvis der er noget der minder mig om de første par måneder. Og heldigvis er er nu også flere fantastiske og dejligt øjeblikke.

At jeg skriver dette indlæg nu, kommer af, at jeg for nogen tid siden læste en artikel om, “Hvorfor er det tabu, at det kan være svært at blive mor?“. Og det var en artikel, der talte til mig, da den meget godt beskriver, hvordan jeg også selv havde det, det første år som mor. Er det ikke okay at synes det er svært? Eller skal man sætte en facade op?

Jeg var egentlig allerede fra starten meget ærlig omkring, hvordan jeg havde det (det synes jeg i hvert fald selv jeg var). Og ved mine snakke med den sundhedsplejeske vi var tilknyttet, fik jeg at vide, at det var meget normale følelser at have. Og hun fortalte, at hun ikke var så nervøs for mig, når jeg kunne snakke om det.

Men det kunne alligevel være hårdt, når det meste af det man læser og hører er, hvor fantastisk det er at blive og være mor.

Jeg har altid haft let til tårer, men i det første halve år efter M blev født, følte jeg næsten jeg græd mere, end jeg havde gjort før jeg blev mor. Og det kunne være over hvad som helst… Men oftest var det over følelsen af ikke at række til. Og over frustrationen over at stå helt på bar bund. Og så gik mine tanker også ofte tilbage til, hvorfor det egentlig var, at jeg altid havde sagt, at jeg ikke ville have børn? Var det fordi min underbevidsthed havde vidst, at jeg ikke kunne magte det? Og nej, at tænke den slags tanker hjalp ikke meget på at få det bedre. For hvad kunne det egentlig hjælpe? Situationen var jo nu, at jeg havde et nyfødt barn, som havde brug for mig, og som jeg nu havde ansvaret for havde det godt. At hun fik den søvn hun havde brug for og at hun fik nok at spise.

For det at blive mor medfører også så meget mere, end blot det at få et barn. Man får pluddselig også et vildt stort ansvar for et lille nyt menneske, som skal have hjælp til alt og som ikke endnu selv kan tage beslutninger. Det var os, der skulle sikre at hun havde det godt, udviklede sig som hun skulle og fik nok kærlighed og tryghed.

Derudover blev nogle af mine egne holdninger også sat på en hård prøve, for tør man fastholde sine overbevisninger, når det nu ikke kun handler om én selv?

 

Jeg tænker nu ofte på, om jeg kunne have håndteret det hele anderledes. Eller om det havde gjort en forskel, hvis vi havde fået et barn, der skreg mindre og sov mere?  Men det finder jeg jo aldrig ud af, for man kan jo ikke gøre det om. Så nu er jeg bare glad for at være kommet på den anden side, hvor jeg også kan begynde at nyde at være blevet mor.

 

4 kommentarer til Når det er svært at være mor

  1. Ann siger:

    Jeg synes du er sej, Rikke ❤️

  2. LN siger:

    God skrevet. Når man anerkender sine følelser, er vejen lagt for at leve, udvikle, erkende, blomstre osv 🙂

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist. Nødvendige felter er markeret med *

Skriv din kommentar her *