Når tandbørstningen er en kamp…

tandbørstning

Som førstegangsforældre kan der være mange ting, der til tider kan give frustrationer. Og hos os har tandbørstningen været en af disse ting… Lige siden vi begyndte med at skulle børste tænder på M har det været en kamp. Bare vi nærmede os hendes mund begyndte hun at vride sig og skrige.

I starten brugte vi samme flourfri tandpasta, som vi selv bruger. Men en dag så jeg i Helsam, at de havde fået et nyt tandbørste mærke til børn Jack n’ Jill og jeg fik købt deres tandpasta med hindbærsmag. Og den smager ret godt (som i virkelig godt), så hun synes det var sjovt et par dage. Men så forsvandt nyhedsværdien åbenbart og tandpastaen kunne ikke længere lokke munden op.

Så det endte igen de fleste aftener med, at vi stod 2 mand høj for at kunne børste hendes tænder. Én til at holde pigen og én til at styre tandbørsten… Men det er ikke en rar følelse, at skulle gøre sådan et overgreb på hende. Men på den anden side skulle tænderne jo børstes..

I december havde vi 3 dejlige dages succes, og jeg troede vi var kommet på den anden side. Men desværre holdt det kun de 3 dage 🙁 . Det vi forsøgte os med, var at gøre det til en forhandling… hun var begyndt at be’ om sin sut, når hun skulle på puslebordet om aftenen for at få nattøjet på. Vi prøvede os derfor med: “du må gerne få sutten, hvis du åbner munden, så vi kan børste tænder”. Den første dag vi prøvede, åbnede hun munden og vi kunne få børstet tænder uden problemer. Og det var en helt fantastisk følelse, selvom vi nærmest gik i chok 🙂 . Og vi havde heller ingen problemer de næste 2 dage. Vi troede derfor vi var på den anden side, men… på dag 4 var vi tilbage til “den skrigende slange” på puslebordet 🙁

Vi har så i tiden efter den midlertidige succes prøvet at flytte tandbørstningen væk fra puslebordet, men tandbørstningen blev ikke så omhyggelig, og hun skulle stadig holdes (mens vi så forsøgte, at få tandbørsten til at ramme rigtigt…). Nogle dage fik hun også lov til selv at sidde med tandbørsten og børste. Det syntes hun nogle dage var sjovt, især hvis hun kunne sidde foran spejlet, eller stå på en skammel ved håndvasken. Men det er ikke noget der virkede hver dag og igen bliver det jo ikke så grundigt, når hun kun selv gjorde det.

Jeg blev derfor glad, da jeg fredag i sidste uge (efter at have fortalt om mine frustrationer over frokosten på arbejdet) fik et tip til en god måde at fiksere hende på. Tippet kom fra en kollega, der er mor til tre, og som havde brugt denne teknik på alle tre børn, uden de havde fået traumer.

Jeg gik derfor hjem og gjorde første forsøg samme aften. Og det virkede… Hun græd og brokkede sig stadig (dog ikke nær så meget), men hun kunne ikke vride sig ud af vores hænder, som hun plejede at kunne. Og det bedste var, at vi nu havde et fuldt overblik over hendes mund. Så på en brøkdel af den tid vi plejede at bruge, fik vi nu endda børstet tænderne grundigt. Og det har nu holdt ved siden. FEM HELE DAGE! Søndag efter vi var færdig med aftensbørstning lagde hun sig endda ned igen, og jeg kunne børste lidt videre uden at holde hende! Så vi er glade.

Måske det er logik for burhøns, at dette er den smarteste måde at fiksere på (det virker i hvert fald lidt logisk for os nu vi har prøvet), men vi havde slet ikke overvejet denne måde før. Men selvom vi måske er de eneste, der ikke kender til teknikken, vil jeg da lige beskrive den her 🙂 (Jeg har også lavet en MEGET avanceret skitse 😉 )

Teknikken, der virker hos os 🙂

Det går slet og ret ud på at sætte sig på gulvet på noget blødt (vtandbørstningi sidder på en hynde fra en bænk), og så lægge barnet mellem benene, med barnets hoved næsten helt oppe ved skridtet og så fastholde barnets arme mellem underlaget og lårene.

På denne måde har man et rigtig godt overblik over munden, og hun kan ikke kaste hovedet fra side til side, og kan heller ikke bruge sine arme til at fjerne vores hånd med tandbørsten fra sin mund.

Så hvis der er nogen der har problemer med tandbørstningen og ikke kender til denne teknik, vil jeg klart anbefale den.

Hvis der er nogen, der har andre gode tips, så skriv dem endelig, som en kommentar 🙂

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist. Nødvendige felter er markeret med *

Skriv din kommentar her *