...

Nyt liv til gamle jeans – Loved Clothes Last

I anledningen af Fashion Revolution Week, handler dette indlæg om “Loved Clothes Last”. Og det er faktisk et tag, der passer godt til mig. For jeg er VIRKELIG dårlig til at smide ud. Enhver der kender mig godt, vil ikke sige mig imod. Mit skab bugner af “gammelt” tøj købt over de sidste 10 år. En del af tøjet er brugt virkelig meget, hvorimod andet desværre ikke er blevet slidt op…

For faktisk, så er det først indenfor det sidste års tid, at jeg er begyndt at tænke over, hvad for noget tøj jeg køber. Denne fokus kom især efter, at vi havde set ” The True Cost“, som virkelig stiller spørgsmålstegn ved den måde størstedelen af tøjindustrien foregår i dag. Og derved også sætter mange tanker igang.

Det er helt klart en film jeg vil anbefale du skal se. Men du skal så bare være opmæksom på, at tøj-shopping aldrig bliver det samme igen. Men egentlig gør det ikke så meget for mig, da jeg ikke har det store behov for at købe nyt hele tiden – eller at være med på moden… Og især efter jeg er blevet mor er der næsten ikke købt tøj til mit eget skab.

Så min måde at støtte op omkring Fashion Revolution Week har ikke været at købe tøj fra de rigtige brands eller fra genbrug. Men at reparere noget af det tøj, der allerede lå i mit skab. I denne omgang er det blevet til tre par (ynglings-) jeans, som har fået nyt liv. Netop fordi “Loved Clothes Last”.

 

Lappe hul på knæ (“usynligt”)

De første par bukser jeg gik i gang med at reparere var et par jeg købte på en ferie i Tyrkiet for 7 år siden… Det er et par bukser der er blevet brugt ofte, da de bare sidder, som de skal. Desværre var de begyndt at blive lidt tyndslidt på det ene knæ, men da der endnu ikke var kommet et stort hul, satte jeg mig for at prøve at lappe, så usynligt som muligt.

Jeg klippede først et stykke stof i passende størrelse, så det kunne dække hullet, plus lidt mere. Dette stykke stof lagde jeg på indersiden af bukserne, og begyndte så fra forsiden at lappe hullet. Dette ved først at sy parallelle stikning (i hånden) frem og tilbage på den ene led, derefter på den anden led. Jeg havde nu en masse stikninger på kryds og tværs, dækkende hele hullet + det tyndslidte område.

Til sidst valgte jeg så også at sy parallelle stikninger diagonalt, for at følge stoffets retning.

Som det ses på billede 3, er lapningen ikke helt usynligt, men når bukserne kommer på, lægges der ikke meget mærke til det. Og de kan derfor bruges nogen tid endnu.LovedClothesLast

Lappe hul på knæ (broderi)

Det andet par bukser jeg ville reparere, var lidt hårde ramt. De er dog også noget ældre end det første par (ja faktisk kan jeg slet ikke huske, hvornår jeg købte dem).

Og egentlig var disse bukser pakket væk i sidste oprydning af mit tøj. Men da jeg endnu ikke havde fået det tøj sendt helt ud af huset, kom de til overfladen igen. Så jeg blev enig med mig selv om, at de skulle have endnu en chance.

På dette par bukser var der kommet hul på begge knæ. Det ene knæ havde jeg dog allerede tidligere været ved at lappe. Men havde givet op, da det store hul på højre knæ så kom (og jeg er ikke helt typen til at gå med bukser med huller i…)

Jeg startede derfor med at lappe det store hul på samme måde, som ved det første par bukser – for at hullet i første omgang blev lukket.

Herefter fandt jeg noget sytråd i en farve jeg gerne ville lave lidt broderi i. Jeg valgte en gul, da det matcher med det broderi-skrift, der allerede er på bukserne. Det blev til et meget avanceret broderi – eller i hvert fald til meget simple blomster… Min ældste datter synes helt klart, der også skulle være nogle lilla blomster – så det må jeg se om der kommer på et senere tidspunkt.

Det blev et ret diskret look, hvilket egentlig passer mig fint 🙂

LovedClothesLast

Sy baggy jeans ind

Det sidste par bukser jeg gik i gang med, var mine 10-15 år gamle ynglings G-star raw bukser, som jeg havde lagt helt væk,. Og som jeg nok ikke har brugt i minumum 5 år (egentlig lidt pinligt de så stadig lå i skabet…). Og da jeg fik dem på nu, undrede det mig, at jeg var så glad for dem for 10-15 år siden! For de sad mildest talt ikke særlig godt.. ALT for vidde og ALT for lange (da jeg brugte dem i min studietid, havde jeg atid hæle på, hvilket selvfølgelig hjalp lidt på længden).

Men efter en times arbejde på symaskinen, synes jeg faktisk de nu sidder helt præsentabelt.

Jeg startede med at tage dem på, med vrangen udaf, og satte knappenåle i. Både i den inderste og yderste søm på benene (det blev til 1-2 cm på begge søm – men jeg kunne nok godt have taget mere).

Så gik jeg til symaskinen og syede “langs” nålene. Dette havde en stor effekt, som også ses på billedet. Dog var benene selvfølgelig stadig for lange – så de blev lagt op “på den usynlige måde”. Jeg følger (som skrevet i tidligere indlæg) helst ikke en vejledning, så jeg “gjorde det bare” på min egen måde. Men der findes en rigtig fint vejledning her.

LovedClothesLast

Loved Clothes Last Loved Clothes Last Loved Clothes Last

Så fra at have ét par jeans jeg brugte (dog med begyndende hul) har jeg nu tre par jeans at skifte imellem 🙂

Hvordan kan DU gøre en forskel?

Der er forskellige måder, hvorpå du også kan gøre en forskel:

  • køb kun tøj fra firmaer, som tager ansvar for både tekstilarbejderne og miljøet. (kig efter GOTS mærket)
  • Køb tøj i genbrugsbutikker
  • Konfronter de brands du køber fra i dag – vi skal have dem til at skifte retning
  • Brug det tøj du allerede har, indtil det ikke kan mere

Vil du vide mere kan du hoppe på Fashion Revolution’s hjemmeside:

TAKE ACTION

 

how to patch old jeans | repair your jeans | reparer dine jeans | hvordan du kan lappe dine jeans | sy jeans ind | take in your jeans

3 kommentarer til Nyt liv til gamle jeans – Loved Clothes Last

  1. Marie-Louise siger:

    God ide med de strygelapper! Det vil jeg forsøge mig med 🙂 Tak for det gode råd. Hav en god weekend. Kh Marie-Louise

  2. Marie-Louise siger:

    Hvor er det et godt indlæg (ja og god blog i det hele taget). Mine jeans går altid i stykker på indersiden af lårene, og kan simpelthen ikke hitte ud af, hvad jeg stiller op med det. For stoffet er jo helt mørt, så synes ikke rigtig, det kan sys sammen. Ellers har du måske en ide til, hvad jeg kan bruge stoffet til?¨Mange hilsner Marie-Louise/ missfuzzypants.com

    • Rikke siger:

      Hej Marie-Louise,

      Tusind tak. Tror da også jeg skal ind og lure lidt mere på din blog 🙂
      Men godt spørgsmål du kommer med. Måske jeg er en lille smule hjulbenet 😉 I hvert fald tror jeg faktisk aldrig jeg har oplevet problemet.
      Men min første tanke var, at man måske kunne bruge teknikken med at sy et stykke stof på indersiden af bukserne (hvor stoffet er mørt) og så sy på kryds og på tværs.
      Nu har jeg dog lige lavet lidt research, og her opdagede jeg “jeans-lapper”. Det er lapper med strygebagside, og som man oftest bruger til at forstærke børns bukser på knæene. Men nogle bruger disse lapper indvendigt i bukserne. Så det er lidt samme princip, som at sy stof på indersiden, men her kan du “nøjes” med at stryge en lap på indersiden. Jeg fandt denne side, som sælger den type lapper.
      Håber du kan bruge det:)
      Mht. hvad man ellers ville kunne bruge stoffet til, er Pinterest en stor idé-bank. Så du kan evt. tage et kig derinde. Men det kan da være jeg skal overveje et indlæg om de inden for den nærmeste fremtid. Det er i hvert fald noteret.
      Mvh. Rikke

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist. Nødvendige felter er markeret med *

Skriv din kommentar her *