...

Kategori: Morlivet

Månederne der gik – Juli 2016 – Sommerferie i Sydfrankrig

Ja der er sket en del siden jeg skrev mit sidste “Ugen der gik” indlæg tilbage i juli 2016. Jeg har haft flere overvejelser om, om pausen skulle blive permanent. Men for mig selv er det faktisk rart at få skrevet disse “Ugen der gik”, da de har været og er en slags dagbog for mig. Så derfor starter jeg nu op igen – i første omgang på månedsbasis, for at få “lukket hullet”.

I mit sidste “Ugen der gik” indlæg skrev jeg, at vi nu var forældre til en 2 årig, og faktisk havde jeg også forventet, at jeg tre uger senere kunne have skrevet, at vi skulle være forældre til to… Vi stod nemlig d 21. maj med en positiv graviditetstest i hånden, og var derfor i juni allerede begyndt at tænke det ind i vores fremtidsplaner, at familien ville blive udvidet med én.

Det skulle åbenbart ikke være…

Men disse planer og tanker blev sat på stand-by to dage efter M’s 2 års fødselsdag, da graviditeten sluttede med en spontan abort d. 29. juni. Samme dag, som vi skulle til den første lægeundersøgelse. Jeg havde i et par dage haft mistanke om, at noget ikke helt var, som det skulle være. Så da det skete, var jeg ret afklaret med, at det var sådan det skulle være. Men derfor var det stadig hårdt, selvom kroppen klarede det hele selv. Det hårdeste var dog helt klart tiden efter aborten, da det satte mange tanker i gang: Kunne jeg selv have gjort noget for at undgå det? Ville jeg kunne blive gravid igen?

Derfor kom juli også meget belejligt, da vi her havde god tid til at komme ovenpå og komme helt ned i gear.

For juli var måneden, hvor vi skulle på vores anden 3 ugers sommerferie i udlandet. Som familie og som campingvognsejere. Så fredag d. 15. juli koblede vi den lille campingvogn på bilen og kørte med retning mod Sydfrankrig.

Hvis du egentlig ikke gider læse en campists rejsedagbog, synes jeg du skal stoppe med at læse nu 🙂 Men hvis du er interesserede i at læse om en families campingliv (og måske selv blive inspireret til at skulle afsted 😉 ) synes jeg du skal læse videre. Ja eller hvis du bare er lidt nysgerrig 🙂

Udrejse

Ferien startede godt, for allerede inden vi kom ud af byen opdagede vi, at der var lidt løs forbindelse til strømmen på campingvognen… Men efter at have kørt over nogle bump gennem byen, var der konstant lys på vognen, så vi fortsatte.

Vi havde snakket med mine forældre, der også skulle til samme destination, som os i Sydfrankrig, om også at mødes på vejen dertil. Og det endte også med at blive sådan.

Dag 1 – Gyhum

Så selvom vi kørte hjemmefra to timer senere end dem valgte vi at tage et lang stræk allerede den første dag, så vi ved 19 tiden fredag, efter 7 timers næsten uafbrudt kørsel, kom til en campingplads ved Gyhum: Wald Camping Hesedorf.

Det var en rigtig fin campingplads, som var let at komme til, og for transit campister var der en stor plæne, som gjorde det let at komme ind på og fra. Det havde været en lang tur dertil, og vi havde haft lidt køkørsel omkring Hamborg, så vi var trætte, da vi kom frem. Men så var det en fordel, at mine forældre allerede var kommet lidt før os, da vi så kunne spise ovre hos dem. Og efter aftensmaden gik vi en sen aftentur rundt på pladsen, hvor det viste sig, at der var mange kaniner, der hoppede rundt – Det var en hel attraktion i sig selv for M 🙂

Dag 2 – Metz

Næste morgen kørte vi ud tidligt og havde snakket om at vores næste stop skulle være en kommunal campingplads i Metz, hvor jeg havde været på tidligere ferier med mine forældre. Denne dag tog vi flere stop undervejs, hvor vi også kunne hygge lidt på rastepladser med leg for M, så køreturen ikke blev så træls for hende. Så selvom vi var kørt ud tidligere om morgenen end mine forældre, kom vi igen sidst til den aftalte campingplads. Efter at have været undervejs i cirka 10 timer. Det viste sig, at campingpladsen faktisk næsten var helt fyldt op, men mine forældre havde fået booket de sidste to pladser til dem selv og os. Det er også en rigtig fin plads, der ligger helt ned til floden, så idyllerisk. Og efter lidt aftensmad gik vi en tur op i byen, så vi også fik set noget andet end motorveje og campingpladser 🙂

Dag 3 – Bollène

Den næste dag søndag var vi igen undervejs i cirka 10 timer. Destinationen på dag 3 var en campingplads ved Bollène. Det viste sig at man kunne komme til pladsen ad to veje, hvoraf vi nok havde valgt den mest besværlige. Det var en plads der lå et godt stykke fra motorvejen, ude på landet, og man skulle køre ad mange små og kringlede veje. Selve pladsen var egentlig rigtig hyggelig. Den lå i en skov, så der var rigelig med høje træer til skygge, en lille pool, fin legeplads og fine toiletfaciliteter. Også for småbørnsfamilier. Men vi blev lidt skuffede over deres “restaurant”, hvor vi om aftenen bestilte pizza. For da pizzaerne endelig kom efter lang tids venten, viste det sig bare at være “pap”-pizzaer 🙁 

Vores endelige destination – Saint Cyr sur Mer

Da vi vågnede næste morgen havde vi under 200 km til vores endelige destination Saint Cyr sur Mer. Så efter cirka 2,5 timers kørsel kørte vi ind i velkendte omgivelser. Jeg havde med mine forældre holdt ferie på samme campingplads flere gange før, og havde nogle år tidligere også præsenteret stedet for min mand.

Campingvogn, fortelt og alt tilbehør skulle nu endelig slåes op, for 14 dages ferie på samme sted 🙂 Vi fik dog et par hårde første dage, da M havde lidt svært ved at falde til, og derfor var meget pylret. Det blev vi ret stressede over, og var tæt på at kaste håndklædet i ringen og “bare køre hjem igen”. Men efter et par dage vendte det heldigvis (måske også fordi vi lod hende bruge sutten lidt mere end hun normalt ville få “lov” til). Så kunne vi endelig begynde at nyde ferien, og det dejlige vejr.

Vi fik hygget og badet på stranden, og gået nogle små ture på strandpromenaden. Når vi er på camping bruger vi også en del tid ved campingvognen. Og hygger med leg og spisning. Én dag prøvede vi at lave nachos på grill. Det var ikke en helt stor succes, men rub og stub blev dog spist 😉

Port d’Alon

Vi besluttede os også en dag for at tage vores cykler ud til en lille stenstrand (Port d’Alon) cirka 25 minutters cykeltur fra campingpladsen. Jeg må indrømme, at jeg var glad for det ikke var mig, der havde M bag på min cykel. For vejen dertil er lidt (læs MEGET) bakket og jeg var nødt til at trække cyklen flere gange… Men da vi først var på stranden, var det hele cykelturen værd. Bare se på denne udsigt 🙂

Strandspisning

Udover mine forældre, var vi en større flok der mødtes (bl.a. begge mine søskende). Så én aften aftalte vi at mødes på stranden til aftensspisning. Så der blev lavet sandwich og frugtsalat, som vi spiste siddende på stranden. Kunne det være hyggeligere? 🙂

Og det blev også til lidt aftensbadning i vandkanten samme aften for M og en veninde fra hendes vuggestue 🙂 

Vinsmagning

Saint Cyr sur Mer ligger tæt på byen Bandol. Og hele området er kendt for rigtig gode rosé vine. Så én dag valgte vi at tage på vinsmagning hos 2 forskellige vingårde. Det endte med at blive 2 vidt forskellige vingårde, men gode vine begge steder. Det første sted vi var Domaine de Trois Filles, virkede meget industrialiseret. Det var en familievirksomhed, hvor tre døtre havde ført deres forældres vingård videre. Det andet sted Domaine de la Roche Redonne, var en økologisk vingård, hvor en dejlig ældre kvinde viste os rundt og forklarede os alt om deres vinstokke, produktion og vine.

Toulon

Cirka 30 km fra Saint Cyr sur Mer ligger Toulon, hvor vi også tog ind én dag i bil. Her var der marked da vi kom derind. Så vi fik købt lidt frisk grønt, brød og oliven tapanade til vores frokost. Ellers hyggede vi i byen. Vi fandt en hyggelig lille café, som serverede marokkansk mynte the. Det var meget autentisk, da det var en ældre marokkansk dame, som kom og serverede for os 🙂 Inden vi vendte næserne tilbage mod campingpladsen sluttede vi dagen af, med en hyggelig færgerundtur på vandet. Det kom til at passe perfekt, da det næsten var for varmt for M at falde i søvn på land, hvorimod det vindede dejligt på vandet.

Vandretur til Bandol

Vi benyttede os også af pasningmuligheden ved at være på ferie med bedsteforældrene. Så én dag satte vi M af hos mine i 8 timer. Imens tog vi vandreskoene på, og tog en to timers gåtur til Bandol. Vi startede med at gå via en hyggelig vinrute ud til stranden ved Port d’Alon. Herfra gik vi resten af vejen langs vandet i klipperne. Det er en rigtig flot tur, men det var dejligt at komme frem. I Bandol spiste vi frokost på en fortovsrestaurant med udsigt over vandet. Og da vi ville hjemad, gik vi til togstationen, hvor vi tog toget fra Bandol til Saint Cyr. Vi havde så kun en god gåtur på en halv times tid, tilbage fra Saint Cyr til campingpladsen.

Hjemrejse via Dole

Vi havde planlagt at skulle køre fra Saint Cyr sur Mer d. 1. august, og besluttede så at tage 3 overnatninger på en campingplads i Dole. Det er en rigtig fin campingplads, der ligger ned til en flod. Her var der fin mulighed for hygge ved campingvognen, cykeltur langs floden, gåtur og sightseeing i byen (der har en Pasteur rute) samt lidt badning i floden. Floden var dog ikke så børnevenlig, men man kunne dog fint blive kølet ned 🙂 M fandt sig også en lille irsk jævnaldrende veninde, som hun fik leget og hygget meget med.

Sidste stop – Dortmund

Efter sidste overnatning i Dole, kørte vi mod vores sidste stop, før vi ville ramme HJEM. Vi havde fundet en campingplads i nærheden af Dortmund, som vi kørte mod: Camping Hohensyburg. Man kunne nu tydeligt mærke på temperaturen, at vi var kommet tættere på Danmark. Det var egentlig en ok transitplads, selvom det var meget skrå pladser. Dog virkede det omstændigt at tjekke ind, og restauranten var ikke særlig imødekommende, og vi kunne derfor ikke komme til at spise der.

Vi blev derfor henvist til en kro, der skulle ligge lidt nedenfor campingpladsen. Det viste sig at være en rigtig tysk kro, hvor vi var de eneste der var. Så ferien blev sluttet af med god tysk pølse/schnitzel og tilbehør.

Og efter en nat i køligere omgivelser begav vi os fredag d. 5. august ud på feriens sidste lange køretur – de sidste 700 km for at komme hjem.

tilmeld nyhedsbrev, og modtag en pakkeliste til udprint

At komme ovenpå efter en fødsel

Nu, hvor jeg om cirka tre måneder igen står overfor en fødsel, tænker jeg meget tilbage på fødslen af M, og på hvordan det var at komme ovenpå efter en fødsel.

Tiden lige efter

Vi var indlagt på sygehuset nogle dage efter fødslen. Og det var vi glade for at vi valgte, og kunne nok også godt have brugt flere dage…

Jeg havde nemlig pådraget mig en skade under fødslen – under de sidste 3,5 timers presseveer. (hele min fødselsberetning kan læses her)

Jeg havde hørt en lyd under presseveerne, noget der lød som et knæk. Jordemoderen hørte det også, men det var ikke lige der fokus var, da vi havde nok at gøre med at få lille M ud.

Det skulle vise sig, at det var mit haleben, der havde givet lyden, og jeg kunne derfor stort set ikke bevæge mig de første par dage. Bare det at skulle op af sengen for at gå på toilettet var en kamp. Heldigvis var min mand en god støtte.

Og heldigvis kunne man lade sig “varte” en smule op, mens vi var indlagt. I hvert fald skulle vi ikke tænke på mad, som min mand “bare” hentede til os tre gange om dagen i sygehusets kantine.

Heling tog sin tid

Men desværre blev mit haleben ikke meget bedre de kommende dage. Det medførte at den første tid som mor, ikke helt blev som forventet og håbet. Jeg kunne stort set ikke andet end ligge på sofaen og så vente på, at en baby blev placeret på mig for at amme.

Det alene var lige ved at tage pippet fra mig, og jeg følte slet ikke jeg kunne være mor. Og min “skade” var nok også en stor del af forklaringen på, hvorfor jeg syntes det var svært at være mor, som jeg også skrev om her.

Faktisk gik der flere måneder, før jeg kunne sidde ned igen uden det gjorde ondt. Og selv i dag kan jeg stadig mærke det, hvis jeg har siddet for længe i den samme stilling.

Tanker om næste fødsel

Derfor gør jeg mig mange tanker om, hvordan den næste fødsel bliver. Og om jeg denne gang kan undgå at få samme skade på halebenet. For desværre kan man jo ikke selv planlægge selve fødslen. Men jeg vil prøve mentalt at forberede mig, og også visualisere for mig selv, hvordan min ønskefødsel kunne foregå. Derved tænker jeg at være kommet et godt stykke på vejen til en god drømmefødsel 🙂

Og egentlig var hele optakten ved sidste fødsel god. Jeg vil selvfølgelig gerne at kroppen selv sætter fødslen i gang, i stedet for at blive sat i gang. Men jeg synes selv, at jeg havde en god kontrol over veerne og smerterne, og ønsker derfor også ved næste fødsel at kunne klare det uden smertelinding.

Det er når jeg kommer til pressefasen, at jeg har særlige ønsker 🙂 Det skal helst gå hurtigere end 3,5 time. Og så skal det ikke foregå liggende på ryggen, da jeg er sikker på, at det var årsagen til at mit haleben blev skadet. Nej tyngdekraften skal hjælpe mig. Så stående, i hug eller på alle fire.

Og så har jeg brug for hjælpe fra universet 🙂 så fra nu vil jeg prøve kun at tænke positive tanker om fødslen og så igen og igen visualisere min drømmefødsel for mig, så den til sidst bliver til virkelighed 🙂

 

DIY – Fastelavnstøj – Påfugl kostume

Nu nærmer fastelavn sig, og endnu et DIY projekt er færdiggjort. Det blev til et påfugl kostume til M, som har været lidt tid undervejs 😉 Jeg startede for cirka en måned siden med at søge inspiration på Pinterest til, hvad udklædningen i år skulle være. Sidste år endte jeg med at købe, men i år ville jeg gerne lave hendes udklædning til fastelavn selv. Jeg blev mest inspireret af dette pin fra Pinterest, og tænkte også det ville være et overkommeligt projekt at lave en påfugl 🙂

Så jeg fik købt tyl og filt i 4 forskellige farver til selve halen, og så har jeg omsyet noget af mit eget tøj (en blå-glimmer kjole), som “overkroppen” til påfuglen.

Materialer til påfugl kostume

  • Hårbøjle (til påfuglens hovedpynt)
  • 2 piberensere (til påfuglens hovedpynt)
  • Mørkeblåt stof (til påfuglens krop og hovedpynt)
  • Filt til de karakteristiske “øjne” (jeg valgte 4 forskellige farver: brun, grøn, lyseblå og mørkeblå)
  • Tyl til halen (jeg valgte 4 forskellige farver: brun, grøn, lyseblå og mørkeblå)

Påfugl kostume

Overkroppen

Til overkroppen kan man selvfølgelig sagtens bruge en almindelig mørkeblå trøje eller lignende. Men da M ikke havde noget jeg synes kunne bruges, fandt jeg en kjole, som jeg ikke kommer til at bruge igen, og besluttede at sy den om til en kjole til hende. (Jeg brugte også noget af stoffet til at betrække hårbøjlen, og som “bælte” til halen).

Jeg klipppede stoffet til, ud fra en af hendes langærmede trøjer.Påfugl

Jeg har ingen vejledning til selve kjolesyningen, men jeg syede kjolen i denne rækkefølge:

  • Først skuldersømmen (ret mod ret)
  • Ærmerne blev syet på i ærmeåbningen på kjolen
  • Sidesøm syes langs ærmer og kjole
  • Halsudskæring lægges op (da mit stof havde meget stræk brugte jeg at sy et fast bånd på, som sikrede at halsudskæringen ikke blev udvidet under syningen)
  • Ærmer lægges op
  • Nederste kant lægges op

Som noget nyt, havde jeg ved syning af kjolen en hjælper siddende på skødet noget af tiden, hvilket ikke nødvendigvis gjorde processen lettere 🙂Påfugl

Hovedpynt til påfugl kostume

Her startede jeg med to piberensere, som jeg første bukkede på midten, og derefter blev de to “ben” bukket ned, så der blev dannet et “M”:
Påfugl

Så klippede jeg 8 stykker mørkeblåt tyl (6 x 4 cm) og lagde dem ovenpå hinanden to og to:Påfugl
Herefter rynkede jeg de to stykker tyl sammen på midten:
Påfugl

Og placerede dem i piberenseren:Påfugl Og snoede piberenseren, for at holde på tyllet:
Påfugl

Da alt tyllet var sat på og piberenserne snoet, bukkede jeg de nederste “ender” for at danne “fødder”, som kunne bruges til at montere piberenserne på en hårbøjle.
PåfuglSom det sidste bandt jeg lidt sytråd om tyllet for at fiksere og give den facon jeg ønskede, og “syede” også de to piberensere sammen, så jeg fik nedenfor viste resultat:
Påfugl

Herefter syede jeg i hånden stof på en af M’s hårbøjler og syede piberenserne fast på et stykke stof i samme farve, som resten af hårbøjlen. Stoffet, med de fastsyede piberensere, blev syet sammen til en slags elastik/bånd, som efterfølgende kunne trækkes på hårbøjlen (men altså også let tages af igen).

Den færdige kjole og hovedpynt ses herunder:Påfugl

Halens “øjne”

Jeg klippede 8 atykker filt af hver farve, udfra nedenstående skabelon:Påfugl

Påfugl

Så syede jeg de mørkeblå stykker filt fast på det lyseblå filt (her kunne også bruges lim):Påfugl

Derefter syede jeg de lyseblå og mørkeblå stykker filt fast på det brune filt:Påfugl

Og til sidst blev det hele syet på det grønne filt:Påfugl

Halen, som er det, der gør det til et påfugl kostume

Selve halen er lavet af tyl i de fire farver, klippet i strimler og bundet på en elastik eller bælte. Jeg valgte at sy et bælte i samme stof som kjole og hårbøjle, og trak på en elastik igennem, for at den kan justeres om maven.

Basis for halen brugte jeg det mørkeblå tyl, som jeg klippede i strimler af ca. 90×15 cm, som blev foldet og bundet på bæltet (dvs endelige længde blev ca. 45 cm).

Herefter klippede jeg nogle strimler af det grønne tyl (70×15 cm), som også blev foldet og bundet på hver side af det mørkeblå tyl.

Yderst bandt jeg strimler af det brune tyl (også 70×15 cm).

Og til sidst brugte jeg det lyseblå tyl til at binde imellem de øvrige farver.

Nu skulle halens “øjne” bare syes på tyllet på halen og mit påfugl kostume er færdig:)Påfugl kostume

M har endnu ikke prøvet hele det endelige resultat, men kun hver for sig – Så jeg har endnu ikke et billede med hendes påfugl kostume i brug 🙂

 

Hvis du er interesseret i andre DIY kostumer, kan du klikke dig videre til mit Paw Patrol – Skye kostume.

Når det er svært at være mor

Så blev det endelig tid til endnu et fredags mor-indlæg. Indlægget har været noget tid undervejs, selvom det egentlig var min første tid som mor, der inspirerede mig til at starte bloggen. Men det er et emne, som nok ofte ses lidt som et tabu.

Men jeg opdagede ret hurtigt efter vi blev nybagte forældre, at jeg synes det var svært at være mor. Jeg havde virkelig svært ved at finde ind i rollen som mor, og jeg havde ofte svært ved at føle den glæde, jeg forventede at skulle føle. Af de historier man hører om, fortæller de fleste jo om, hvordan alt omkring én forsvinder, så snart man ser det lille nyfødte barn første gang. Men den følelse fik jeg bare ikke.

Og der skulle gå omkring et år, før jeg begyndte at komme rigtig ovenpå igen. Og ja, selv nu kan jeg få udfald / falde tilbage til de frustrerende følelser, som fyldte så meget det første år. Det sker mest, hvis der er noget der minder mig om de første par måneder. Og heldigvis er er nu også flere fantastiske og dejligt øjeblikke.

At jeg skriver dette indlæg nu, kommer af, at jeg for nogen tid siden læste en artikel om, “Hvorfor er det tabu, at det kan være svært at blive mor?“. Og det var en artikel, der talte til mig, da den meget godt beskriver, hvordan jeg også selv havde det, det første år som mor. Er det ikke okay at synes det er svært? Eller skal man sætte en facade op?

Jeg var egentlig allerede fra starten meget ærlig omkring, hvordan jeg havde det (det synes jeg i hvert fald selv jeg var). Og ved mine snakke med den sundhedsplejeske vi var tilknyttet, fik jeg at vide, at det var meget normale følelser at have. Og hun fortalte, at hun ikke var så nervøs for mig, når jeg kunne snakke om det.

Men det kunne alligevel være hårdt, når det meste af det man læser og hører er, hvor fantastisk det er at blive og være mor.

Jeg har altid haft let til tårer, men i det første halve år efter M blev født, følte jeg næsten jeg græd mere, end jeg havde gjort før jeg blev mor. Og det kunne være over hvad som helst… Men oftest var det over følelsen af ikke at række til. Og over frustrationen over at stå helt på bar bund. Og så gik mine tanker også ofte tilbage til, hvorfor det egentlig var, at jeg altid havde sagt, at jeg ikke ville have børn? Var det fordi min underbevidsthed havde vidst, at jeg ikke kunne magte det? Og nej, at tænke den slags tanker hjalp ikke meget på at få det bedre. For hvad kunne det egentlig hjælpe? Situationen var jo nu, at jeg havde et nyfødt barn, som havde brug for mig, og som jeg nu havde ansvaret for havde det godt. At hun fik den søvn hun havde brug for og at hun fik nok at spise.

For det at blive mor medfører også så meget mere, end blot det at få et barn. Man får pluddselig også et vildt stort ansvar for et lille nyt menneske, som skal have hjælp til alt og som ikke endnu selv kan tage beslutninger. Det var os, der skulle sikre at hun havde det godt, udviklede sig som hun skulle og fik nok kærlighed og tryghed.

Derudover blev nogle af mine egne holdninger også sat på en hård prøve, for tør man fastholde sine overbevisninger, når det nu ikke kun handler om én selv?

 

Jeg tænker nu ofte på, om jeg kunne have håndteret det hele anderledes. Eller om det havde gjort en forskel, hvis vi havde fået et barn, der skreg mindre og sov mere?  Men det finder jeg jo aldrig ud af, for man kan jo ikke gøre det om. Så nu er jeg bare glad for at være kommet på den anden side, hvor jeg også kan begynde at nyde at være blevet mor.

 

Min fødselsberetning: Lille M kommer til verden

foer_foedsel

40+5

Som beskrevet her var hele min graviditetforløbet uden nogen benævnelsesværdige gener. Jeg forventede derfor også det samme skulle gøre sig gældende ved fødslen af vores første barn. Alligevel begyndte jeg i tiden op til terminen, at blive nervøs for den forestående førstegangsfødsel – fordi jeg jo ville være helt på ukendt grund, hvor jeg normalt ikke befinder mig godt. Men jeg havde prøvet at forberede mig så godt jeg kunne. Blandt andet terpede jeg bogen “Smertefri fødsel” (reklamelink) og inddrog også min mand i den, så han vidste, hvad jeg forventede af ham ved fødslen. Jeg ville gerne, at det skulle være en så naturlig fødsel, som overhovedet muligt og havde derfor også nævnt for mit faste jordemoderteam, at jeg så vidt muligt ikke ville have hverken smertestillende eller ve-drop.

Men allerede fra fødslens start skulle jeg gå på kompromis, for Lille M ville åbenbart ikke ud til tiden…

41+3 var jeg til første igangsættelsesundersøgelse, hvor jeg fik at vide, at livmoderhalsen var væk, så en igangsættelse kunne ske blot ved at tage vandet. Jeg bad derfor om at vente til “sidste” øjeblik med igangsættelse, da jeg stadig håbede på, at min krop/datter selv ville blive klar til fødsel. 

Fødslen skulle sættes igang

Men vi skulle komme til tjek igen et par dage senere. Og her viste det sig, at vores datters hjertelyd blev meget påvirket, ved hver plukve jeg fik. Vi tog derfor beslutningen 13 dage over termin, at vandet skulle tages. Det skete d. 26. juni 2014, kl 14:20, efter vi var blevet indlagt på fødegangen.

Efter jeg havde fået klyx, fik vi lov til at gå hjem én times tid for at hente min fødselstaske (vi bor kun 10 minutters gang fra sygehuset). Turen hjem gik fint, og jeg mærkede ingenting. Men mens vi var hjemme og det sidste blev pakket, begyndte jeg så småt at få rigtige veer og ikke kun plukveer. Men stadig ikke værre, end at de kunne kontrolleres. Og tilbage på sygehuset brugte vi også de næste par timer på bare at gå rundt på hospitalsgangene, for at få tyngdekraften til at hjælpe os. Hver gang jeg fik en ve talte min mand veen med mig, og halvvejs igennem hver ve, fik jeg også støtte til at holde ud: “den er snart ovre”. Det var en stor hjælp.

Omkring kl 19 var jeg kun omkring 4 cm åben og fik derfor vestimulerende akupunktur liggende. Da jeg kom op igen blev de næste par timer brugt på siddende, gående og ”dansende” at komme igennem veerne. Stadig mens vi sammen talte os igennem hver ve med ynglingsmusik i baggrunden.

Smertelindring i badekar blev “aflyst”

Omkring kl 21 begyndte vi at snakke om, at jeg skulle i badekar for at lindre smerterne. Jeg blev dog først undersøgt, hvor det viste sig jeg var 8 cm åben. Men desværre var der også grønt fostervand. Jeg kunne derfor ikke komme i vand alligevel, men skulle have CTG måler på og kunne derfor ikke længere bevæge mig så godt rundt under veerne. Jeg fik dog en bold hen ved siden af sengen, og kunne her sidde og hoppe lidt under veerne, mens min mand kunne hjælpe med smerterne, ved at trykke hårdt ind på hver side af mine hofter.

Da veerne begyndte at gå over i presseveer, kom jeg op at ligge på siden i sengen, hvor jeg igen fik akupunkturnåle i fødder og ankler, denne gang for at virke smertelindrende og ve-stimulerende. Veerne blev da også kraftigere, og ca. kl 23 begyndte jeg at få pressetrang. Både min mand og jeg fik på dette tidspunkt tanken, at nu var vi lige ved at være igennem. Nu skulle den sidste halv times tid bare overståes… Men vi skulle tro om. Veerne var slet ikke kraftige nok, eller også var jeg ikke god nok til at arbejde med presseveerne? I hvert fald skete der ikke nok, og nu begyndte jeg at miste styringen, som jeg ellers synes jeg havde haft indtil da. Omkring midnat begyndte vores datters hjertelyd igen at blive påvirket, men rettede sig heldigvis, da jeg kom om på den anden side at ligge.

Kl. 1 fik jeg endnu engang vestimulerende akupunktur, men jeg kunne stadig ikke presse hende ud. Så jeg indvilligede i at få lagt s-drop omkring kvart i 2. Desværre kom den først efter et kvarter til at sidde rigtig, hvilket medførte at jordemoderen kom til at bruge for meget tid på at kæmpe med droppet i stedet for at kunne støtte mig i mine veer. Det endte derfor også med, at der pludselig kom en ekstra jordemoder ind, og en læge der skulle tage en PH prøve på vores datter, for at tjekke at hun stadig havde det godt, trods den lange pressefase. Desværre var de nyankommne ikke opmærksomme på akupunkturnålene, som jeg stadig havde i fødderne, så mere end én gang ramte de nålene, hvilket ikke hjalp på koncentrationen om mine presseveer. Klokken var nu over 2:30 og jeg fik at vide, at nu skulle hun altså ud – og hvis ikke det var sket i løbet af de næste 10 minutter ville de blive nødt til at tage hende med sugekop! Jeg gav derfor det sidste jeg havde, mens min mand hjalp med at holde mit ene ben oppe og lægen det andet – jeg havde simpelthen ikke længere kræfter til det selv. Jeg nåede lige at høre mit haleben sige et “knæk”, før hun endelig kom ud…

Efter 3 timers presseveer

Så d. 27. juni, kl. 02:57 kom forløsningen, hvor hun endelig kom ud til os. Men da jeg på dette tidspunkt var så totalt udmattet, handlede mine tanker i første omgang ikke om vores datter. I stedet for var det første, der kom over mine læber: “og hvornår skal jeg så presse den skide moderkage ud?” Men heldigvis nåede jeg næsten ikke at sige sætningen færdig, før den kom ud af sig selv.

Så endelig kunne jeg koncentrere mig om vores lille pige, som blev lagt op til mit bryst, mens jeg fik et par sting, og hun havde det heldigvis godt, trods den noget hårde ankomst. Hun målte 54 cm og vejede 3650 g.

foedselsberetning

Lille M, 16 timer gammel

I lang tid efter fødslen var det eneste jeg kunne huske de sidste 3 forfærdelige timer, og ikke optakten som faktisk havde været rigtig god.

Men i dag, når jeg ser tilbage på  forløbet er jeg meget taknemmelig for, at jeg kendte min jordemoder i forvejen fra fødselsforberedelsen og undersøgelserne, og at hun var med os fra start til slut. Det ville jeg ønske kunne være tilfældet for alle fødende – i det mindste for alle førstegangsfødende.

1 2 3