Mens jeg stadig var på barsel besluttede jeg mig for at lave en sengerand slange til M, og fik inspiration til min stofslange herfra. Indtil nu har hun brugt den til at lege lidt med, men når hun nu snart skal ud af sin tremmeseng (ja, for den bruger hun stadig i dag 😉 ), regner jeg med at slangen skal flytte med i den nye seng, som en lille sengerand slange. Min slange blev lidt over 3,5 m, men det bestemmer man jo selv, alt efter hvor mange/brede man laver sine “krop stykker”.
Måltegning på sengerand slange
Men denne sengerand slange er lavet ud fra ovenstående måltegning, og er lavet af 28 stykker stof til kroppen, ét halestykke, og så hovedet (alle mål er uden sømrum):
OBS: Måltegningerne for krop og hale er med fold.
Materialer til DIY sengerand slange
- Rødt filt
- Stofrester
- Fyld (brugte vist 1 – 2 af IKEA’s inderpuder – fx. denne)
- 2 stk øjne (jeg brugte disse fra Stof & Stil link, men der findes også mange her reklamelink)
Forarbejde
Først klippede jeg alt stoffet. Jeg havde 4 forskellige stoffer, som jeg klippede mine stykker op i. Men man kan jo bruge lige så mange forskellige farver og mønstre, som man har lyst til 🙂
Syning af slange hovedet
Jeg tog ikke billeder af hele min proces, men det første jeg gjorde, var at klargøre hovedet. Så først lavede/syede jeg øjnene på det ene stykke stof til hovedet.
Så syede jeg de to stykker filt, klippet til tungen, sammen i hånden, og fyldte lidt fyld i, for at give den lidt tykkelse.
Herefter tog jeg de to stykker stof klippet til munden, og lagde dem ret-mod-ret med tungen i midten, og syede alle delene sammen, som jeg prøver at vise på nedenstående tegning med den røde stiblede linie:
Herefter foldede jeg munden ud, og tog det ene stykke stof til hovedet og lagde ret-mod-ret, ovenpå den side af munden, hvor tungen ikke lå. Og så syede jeg langs kanten, fra “midten til midten” af munden. Det har jeg igen prøvet at vise på nedenstående tegning (med den røde stiblede linie):
Det samme gøres nu med det sidste stykke stof til hovedet, hvor man skal huske at folde tungen den anden vej, så man ikke får den syet fast 🙂
Til sidst skal de to sider på hovedet (som endnu ikke er syet i), syes sammen ret-mod-ret. Igen prøver jeg at vise det på en tegning, hvor jeg syede langs de røde stiblede linier:
Nu kunne hovedet blive vendt til retsiden.
Syning af slange kroppen
Det første jeg gjorde for at få selve kroppen lavet, var at sy alle kropsdele og halen sammen. En efter en lagde jeg dem ret-mod-ret og syede dem sammen, til jeg havde et langt stykke stof:
Jeg havde også besluttet at ville have et lille “mærke” på, med M’s navn, så det gjorde jeg nu klar. Inden jeg så syede hele kroppen sammen på langs, satte jeg “mærket”, hvor jeg gerne ville have det. På den måde kunne det blive syet fast til kroppen.
Jeg lagde nu hele kroppen ret-mod-ret (på den lange led) og syede langs hele kanten. Dog cirka midt på halen lod jeg et hul stå åben, så jeg lettere kunne fylde fyldet i slangen (og til at vende til retsiden). Se igen den røde stiblede linie på nedenstående tegning:
Da hele kroppen var syet sammen, puttede jeg hovedet ind i hoved-enden af kroppen (ret-mod-ret). Det gjorde at jeg nu kunne sy hovedet til kroppen, ved at sy rundt langs kanten.
Og nu kunne hele slangen vendes til retsiden:
Og så skulle slangen fyldes med fyld, til den havde den tykkelse jeg ønskede. Og til sidst syede jeg hullet midt på slangen sammen (hullet som jeg havde brugt til at fylde slange i).
Så var slangen færdig, og herunder kan ses det endelige resultat:
Hvis du er blevet inspireret til at sy jeres egen slange, håber jeg min vejledning er blevet forståelig. Ellers er I velkomne til at komme med spørgsmål, som jeg selvfølgelig vil svare på.
Og del gerne på Pinterest, hvis du kunne bruge vejledningen 🙂
KLIK HER For at skrive dig op til mit nyhedsbrev
4 kommentarer til “DIY – Sengerand slange”
Pingback: Ugen der gik - Børnehavebarn, kommet i uge 29 og 4 hunde :) • Come What May
Pingback: 2 år med bloggen
Pingback: URL
Pingback: Ugen der gik - Børnehavebarn, kommet i uge 29 og 4 hunde :)