...

Tag: Fødsel

Fødselsberetning del 2: Lille L kommer til verden

Her kommer anden og sidste del af min anden fødselsberetning. Hvis du ikke allerede har læst første del, kan du læse den her, og min førstegangsfødselsberetning kan du læse her.
Som jeg skrev i første del af fødselsberetningen, endte vi med at blive sat i gang med angusta piller.

23. maj 2017

Vi blev indlagt på barselsafsnittet 23-05-2017 kl. 15.30, efter jeg havde taget den første pille. Herefter opholdte vi os primært på vores stue, eller bevægede os rundt på afdelingen. Og efter aftale med personalet tog jeg også anden og tredje pille henholdsvis kl.17.20 og 19.50.
Den oprindelige plan havde været, at jeg også skulle have en pille kl.21 og 23. Men da den tredje pille først blev taget kl.19.50, var næste vurdering omkring kl.22. Pillerne bør nemlig ikke tages hyppigere end hver anden time.
Men, da jeg skulle vurderes i forhold til den 4. pille (dette skete på fødegangen omkring kl.22), havde jeg veer med 3 minutters intervaller. Dog uregelmæssige i styrke.
Anbefalingen fra fødegangen blev derfor, at jeg ikke skulle tage flere piller den dag, men komme til tjek næste morgen ved kl.8.30, efter en nats søvn.

24. maj 2017

Næste morgen kom vi dog ikke i gang med pillerne, som planlagt ved 9-tiden. Det gjorde vi ikke, da det endte med, at de gerne ville overvåge CTG målingen længere tid end først planlagt, pga. nogle udsving i målingen. Og efter CTG målingen blev jeg bedt om selv at holde øje med veerne indtil kl. 12. Derfor blev det altså middagstid, før jeg tog den første pille på dag 2.
Ved næste vurdering efter endnu 2 timer, havde jeg en snak med jordemoderen om, at jeg var nervøs for at blive overstimuleret af pillerne, hvorfor hun endte med at anbefale, at vi skulle se tiden endnu an i yderligere 2 timer.

Yderligere tre angusta piller

Jeg blev derfor undersøgt igen omkring kl. 15.35, hvor mine veer kom med 4-7 minutters interval, men de var endnu ikke så kraftige. Så dagens anden pille tages kl. 16.00.
På dette tidspunkt var vi ved at blive lidt frustrerede over at være låst til sengen, og havde allermest haft lyst, til at alt dette havde kunnet foregå derhjemme.
Men herefter tages de næste tre piller med cirka de 2 timers interval kl. 18, 20.45 og 22.55. Dog hver gang efter personalet var blevet konsulteret. Ved en af CTG målingerne blev der dog registreret to veer oveni hinanden, som dog heldigvis ikke påvirkede baby negativt. Og der blev fortsat registreret fine fosterbevægelser.
Indimellem målingerne, fik vi heldigvis også lidt tid til at gå rundt, og kom også lidt udenfor, hvor vejret var dejligt til en gåtur.

25. maj 2017

Da jeg næste morgen blev undersøgt var der fremgang. Men da der ved CTG målingen to gange var et fald i babys hjerterytme, afventede de, at der kunne køres endnu en CTG måling. Jeg fik dog kl. 11 udleveret dagens tre piller, og så var aftalen jeg skulle tage dem med de 2 timer mellemrum, og at vi så skulle tage en ny status kl.17.
Men efter den anden pille kl. 13 begyndte jeg at mærke mere til veerne, og jeg blev derfor allerede undersøgt igen kl. 15. Her blev det vurderet, at der igen var sket fin fremgang. Så i stedet for at tage endnu en pille, som ellers planlagt, skulle vi se tiden an til kl. 17.

Fødslen er endelig i gang

Da jeg blev undersøgt kl. 17.15, var veerne begyndt at bide mere, og jeg var udvidet til 4-5 cm. Jeg blev derfor ”endelig” fulgt på fødegangen, da fødslen nu var i gang…
På fødegangen mødtes jeg med en midlertidig jordemoder, indtil min kendte jordemoder (fordi jeg var planlagt til hjemmefødsel) kunne nå frem.
Ved udvendig undersøgelse blev baby skønnet til 2.700 g.
Vores jordemoder kom cirka efter en halv time, og både min mand og jeg mærkede en ro, da vi nu endelig var i gang, og vidste at hun ville følge os til slut.

Bundet til sengen

Men på grund af det lave fosterskøn, fik jeg igen pålagt CTG måler, som helst skulle forblive på, til baby var født. Det betød, at jeg igen blev meget ”bundet” til sengen.
Jeg fik den dog kortvarigt af, da jeg ved kl. 18 fik et klyx.
Omkring kl. 19 fik jeg igen lov til at gå på toilet uden CTG, hvor jeg imens får en kraftig ve. Den var så voldsom, at min mand var nødt til at holde mig imens.
Herefter blev jeg undersøgt og veen havde gjort sit arbejde, da jeg nu var 6 cm åben. Dog havde jordemoderen noteret, at det var svært at vurdere, da det var meget blødt og eftergivende.

Det er næsten ulideligt 🙂

Veerne var nu kraftigere, og jeg begyndte at have stor fordel af at bruge vejrtrækningen fra Smertefri fødsel (som jeg også brugte ved første fødsel (reklamelink)).
Jeg kan huske min mand spurgte, om veerne ikke var hårde nu, da han på CTG grafen kunne se, hvordan de blev kraftigere og kraftigere. Mit svar var: ”Jo de niver lidt, det er næsten ulideligt”. Det fik både min mand og jordemoder til at trække på smilebåndet, da de slet ikke kunne mærke på mig, at de var så slemme 😉
Jeg spurgte på dette tidspunkt, om der var mulighed for at komme i vand, og da det viste sig at den trådløse CTG måler (som kan bruges i vand) var ledig, begyndte jordemoder at fylde badekaret på stuen. Jeg bliver dog oplyst om, at de ikke kunne anbefale at selve fødslen skete i vandet pga babys lave vægtvurdering.

Er det hovedet?

Jordemoder ville også gerne have lov til at prikke hul på vandet, hvilket jeg dog helst ville undgå. Og da der var fin fremdrift uden, aftalte vi at vente med det.
Der gik heller ikke lang tid, før veerne tog yderligere til. Jeg lå stadig på sengen med CTG måleren på. Men jeg fik pludselig følelsen af, at baby var på vej ud. Men da jeg prøvede at føre min hånd ned for at mærke om hovedet var på vej (sådan føltes det virkeligt), kom der endnu en ve. Og ved jordemoderens undersøgelse, viste det sig at jeg på en lille time, havde udvidet mig de sidste 4 cm. Hun afblæste derfor smertelindring i badekaret, da hun forventede fødslen var nærtforestående.
Kl. 20 fik jeg at vide, at de blev nødt til at prikke hul på vandet. Der skulle sættes en elektrode på babys hoved, da der var problemer med registreringen med den udvendige CTG måler.
Da vandet var taget følger baby flot med ned og stod nu helt klar på bækkenbunden.

30 minutters eller 3 timers pressefase?

Jeg blev på dette tidspunkt pludselig meget bange, for igen at skulle ud i tre timers pressefase. Samt bange for at brække halebenet, som ved første fødsel. Derfor fik jeg lov til at presse med på veerne i sideleje. Dog gik jeg i panik, og begyndte at spænde meget op, i stedet for at presse med. Jordemoder foreslog derfor, at jeg i stedet for kom i knæ-albue leje.
Dette fungerede desværre heller ikke for mig, og jordemoderen endte derfor med at opfordre mig til, at komme i rygleje. Men på nuværende tidpunkt var jeg så bange, at jeg begyndte at græde og følte jeg fejlede Dette snakkede vi også med jordemoderen om, som dog prøvede at berolige mig, ved at rose mit arbejde med veerne.
Samtidig kom der et fald i babys hjertekurve, men da de vurderede at fødslen var lige op over, gjorde de ikke noget i første omgang. Jeg fik dog iltmaske på.

Forløsningen

Der kom nu også en ældre jordemoder ind på stuen, som satte sig helt ned til mit ansigt og sagde til mig, at nu var jeg nødt til at tage mig sammen, og at jeg bare skulle kigge på min jordemoder og presse med en sidste gang.

Om det var det der gjorde det ved jeg ikke, men ved næste pres, kom vores anden lille datter L til verden kl. 20.27.

Hun vejede 2930 g og 50 cm. Så det viste sig, at hun ikke var for lille alligevel…

Navlestrengen blev ikke klippet med det samme, da jeg havde ønsket, at pulseringen først skulle ophøre. Moderkagen kom let ud, efter et lille træk i navlestrengen.
Dog mente jordemoderen, at baby havde haft fat i moderkagen på vejen ud, da den var gået lidt i stykker…
Jeg fik en lille 1. grads bristning, som kunne syes med 3 sting.

Endnu en nat på barselsgangen

Da lille L ikke med det samme viste interesse for brystet, blev det anbefalet, at vi skulle blive på barselsgangen. De ville gerne se, at hun begyndte at die, før vi blev udskrevet. Det lykkedes først kl. 12.45 næste dag.

Derfor nåede vi også at få besøg på barselsgangen af en stolt storesøster.

Fødselsberetning. Stolt storesøster kommer på besøg på barselsgangen

Og kl.14, d 26. maj 2017, blev vi endelig udskrevet, og kunne gå hjem. Efter næsten 3 dage på barselsgangen.

Andengangs fødselsberetning del 1: Lille L kommer til verden

Jeg har længe ville skrive denne andengangs fødselsberetning. Og nu er tiden kommet 😊

Jeg havde jo planlagt hjemmefødsel ved min anden graviditet, og glædede mig til forhåbentlig at have mere ro omkring fødslen, end ved førstegangsfødslen i 2014 (som du kan læse om her).

Skår i drømmen

Men desværre kom der skår i mine drømme, da jeg to uger før termin var til jordemoder. Hun synes nemlig ikke mit symfyse mål voksede nok. Jeg blev derfor sendt til en ekstra scanning for at tjekke, at baby stadig voksede og havde det godt.
Det havde hun heldigvis, selvom hun lå i den lave ende af vægtskalaen (men dog indenfor normalkurven). Vi fik derfor blot at vide, at vi igen dagen før termin skulle komme til endnu en scanning. Dette for at de kunne følge hendes udvikling.

Baby under vægtkurven

Andengangs fødselsberetning. Samme outfit, men 3 års mellemrum på den gravide maveMen da vi kom til næste scanning ved terminen, synes de faktisk ikke hun rigtig var vokset, og de skønnede hende derfor nu under normalkurven, til 2.718 g. Derfor blev vi sendt ind til en samtale hos en fødselslæge. Han fortalte os, at anbefalingen var, at fødslen blev sat i gang med det samme. Og at det derfor i stedet for en hjemmefødsel ville blive endnu en hospitalsfødsel.
Det var en hård besked at få.
Vi blev spurgt, om vi på et par timer kunne nå, at komme hjem og hente det vi skulle bruge (og arrangere hvad der skulle arrangere vedr. storesøsteren). Derefter skulle vi så igen møde op på scanningsafdelingen til en snak om det fremtidige forløb.
Da vi bor 5 minuttesr gang fra sygehuset kunne vi godt nå hjem, hvor vi hurtig fik pakket en taske til sygehuset og vi fik også lige spist lidt mad.
Og det blev aftalt med begge bedsteforældre-par, at de ville sørge for at få storesøsteren hentet i børnehaven, og så ville de passe hende på skift.

Indlagt under igangsættelse

Tilbage på scanningsafdelingen endte det så med, at vi kom til at vente i en times tid, før vi endelig kom ind til en jordemoder. Hun fortalte os om det videre forløb, og at jeg skulle begynde med at tage angusta piller. Pillerne skulle tages med cirka 2 timers interval. Og de skulle gerne hjælpe kroppen, med at sætte fødslen i gang.
For én som mig, som aldrig tager medicin og faktisk altid har gjort alt for at undgå det, var det en svær ”pille”, at sluge. Men vi accepterede selvfølgelig, og blev sendt videre til barselsafsnittet. Her skulle vi være indlagt under hele igangsættelsesforløbet, så de løbende kunne holde øje med babyen i maven.
Det skulle vise sig, at vi kom til at ligge på barselsafsnittet i to dage. Inden fødslen rigtigt gik i gang.

Frustrationer og forsinkelser

Det blev to dage med mange tanker og frustrationer. Jeg frygtede hele tiden, at få for mange piller, så jeg ville ende med alt for voldsomme veer. Derfor bad jeg om, hver gang, inden jeg skulle tage den næste pille, at få en snak med personalet om, hvor langt jeg var i udviklingen.
Det gjorde jeg blev mere tryg – men det gav også anledning til frustationer og nok også forsinkelse i forløbet. Forsinkelse fordi, der hver gang gik lang tid fra vi kontaktede personalet til de kom. Derfor gik der flere gange for lang tid i mellem, at jeg fik taget pillerne.
Under hele forløbet blev jeg/baby regelmæssigt overvåget med CTG-måler, for at de kunne holde øje med, hvordan baby reagerede på veerne. Og selvom det selvfølgelig var dejligt at der blev holdt øje med, hvordan baby havde det, var det også hårdt. Jeg var jo fikseret til sengen under målingen. Derfor kunne jeg ikke bruge tiden på, at på veerne rigtig i gang på naturlig vis.

 

Fortsætteslse følger i næste uge, hvor jeg skriver om dagene fra indlæggelse til fødsel.

Min fødselsberetning: Lille M kommer til verden

foer_foedsel

40+5

Som beskrevet her var hele min graviditetforløbet uden nogen benævnelsesværdige gener. Jeg forventede derfor også det samme skulle gøre sig gældende ved fødslen af vores første barn. Alligevel begyndte jeg i tiden op til terminen, at blive nervøs for den forestående førstegangsfødsel. For jeg jo ville være helt på ukendt grund, hvor jeg normalt ikke befinder mig godt. Men jeg havde prøvet at forberede mig så godt jeg kunne.

Blandt andet terpede jeg bogen “Smertefri fødsel” (reklamelink) og inddrog også min mand i den, så han vidste, hvad jeg forventede af ham ved fødslen. Jeg ville gerne, at det skulle være en så naturlig fødsel, som overhovedet muligt. Jeg havde derfor også nævnt for mit faste jordemoderteam, at jeg så vidt muligt ikke ville have hverken smertestillende eller ve-drop.

Igangsættelsesundersøgelse

Men allerede fra fødslens start skulle jeg gå på kompromis, for Lille M ville åbenbart ikke ud til tiden…

41+3 var jeg til første igangsættelsesundersøgelse, hvor jeg fik at vide, at livmoderhalsen var væk. Så en igangsættelse kunne ske blot ved at tage vandet. Jeg bad derfor om at vente til “sidste” øjeblik med igangsættelse, da jeg stadig håbede på, at min krop/datter selv ville blive klar til fødsel. 

Fødslen skulle sættes igang

Men vi skulle komme til tjek igen et par dage senere. Og her viste det sig, at vores datters hjertelyd blev meget påvirket, ved hver plukve jeg fik. Vi tog derfor beslutningen 13 dage over termin, at vandet skulle tages. Det skete d. 26. juni 2014, kl 14:20, efter vi var blevet indlagt på fødegangen.

Efter jeg havde fået klyx, fik vi lov til at gå hjem én times tid for at hente min fødselstaske. (vi bor kun 10 minutters gang fra sygehuset). Turen hjem gik fint, og jeg mærkede ingenting. Men mens vi var hjemme og det sidste blev pakket, begyndte jeg så småt at få rigtige veer og ikke kun plukveer. Men stadig ikke værre, end at de kunne kontrolleres. Og tilbage på sygehuset brugte vi også de næste par timer på bare at gå rundt på hospitalsgangene. For at få tyngdekraften til at hjælpe os. Hver gang jeg fik en ve talte min mand veen med mig. Og halvvejs igennem hver ve, fik jeg også støtte til at holde ud: “den er snart ovre”. Det var en stor hjælp.

Omkring kl 19 var jeg kun omkring 4 cm åben og fik derfor vestimulerende akupunktur liggende. Da jeg kom op igen blev de næste par timer brugt på siddende, gående og ”dansende” at komme igennem veerne. Stadig mens vi sammen talte os igennem hver ve med ynglingsmusik i baggrunden.

Smertelindring i badekar blev “aflyst”

Omkring kl 21 begyndte vi at snakke om, at jeg skulle i badekar for at lindre smerterne. Jeg blev dog først undersøgt, hvor det viste sig jeg var 8 cm åben. Men desværre var der også grønt fostervand. Jeg kunne derfor ikke komme i vand alligevel, men skulle have CTG måler på og kunne derfor ikke længere bevæge mig så godt rundt under veerne. Jeg fik dog en bold hen ved siden af sengen, og kunne her sidde og hoppe lidt under veerne, mens min mand kunne hjælpe med smerterne, ved at trykke hårdt ind på hver side af mine hofter.

Da veerne begyndte at gå over i presseveer, kom jeg op at ligge på siden i sengen, hvor jeg igen fik akupunkturnåle i fødder og ankler, denne gang for at virke smertelindrende og ve-stimulerende. Veerne blev da også kraftigere, og ca. kl 23 begyndte jeg at få pressetrang. Både min mand og jeg fik på dette tidspunkt tanken, at nu var vi lige ved at være igennem. Nu skulle den sidste halv times tid bare overståes… Men vi skulle tro om. Veerne var slet ikke kraftige nok, eller også var jeg ikke god nok til at arbejde med presseveerne? I hvert fald skete der ikke nok, og nu begyndte jeg at miste styringen, som jeg ellers synes jeg havde haft indtil da. Omkring midnat begyndte vores datters hjertelyd igen at blive påvirket, men rettede sig heldigvis, da jeg kom om på den anden side at ligge.

Akupunktur som ve-stimulering

Kl. 1 fik jeg endnu engang vestimulerende akupunktur, men jeg kunne stadig ikke presse hende ud. Så jeg indvilligede i at få lagt s-drop omkring kvart i 2. Desværre kom den først efter et kvarter til at sidde rigtig. Hvilket medførte at jordemoderen kom til at bruge for meget tid på at kæmpe med droppet i stedet for at kunne støtte mig i mine veer. Det endte derfor også med, at der pludselig kom en ekstra jordemoder ind. Og en læge der skulle tage en PH prøve på vores datter, for at tjekke at hun stadig havde det godt, trods den lange pressefase.

Desværre var de nyankommne ikke opmærksomme på akupunkturnålene, som jeg stadig havde i fødderne. Så mere end én gang ramte de nålene, hvilket ikke hjalp på koncentrationen om mine presseveer. Klokken var nu over 2:30 og jeg fik at vide, at nu skulle hun altså ud. Og hvis ikke det var sket i løbet af de næste 10 minutter ville de blive nødt til at tage hende med sugekop! Jeg gav derfor det sidste jeg havde, mens min mand hjalp med at holde mit ene ben oppe og lægen det andet – jeg havde simpelthen ikke længere kræfter til det selv. Jeg nåede lige at høre mit haleben sige et “knæk”, før hun endelig kom ud…

Efter 3 timers presseveer

Så d. 27. juni, kl. 02:57 kom forløsningen, hvor hun endelig kom ud til os. Men da jeg på dette tidspunkt var så totalt udmattet, handlede mine tanker i første omgang ikke om vores datter. I stedet for var det første, der kom over mine læber: “og hvornår skal jeg så presse den skide moderkage ud?” Men heldigvis nåede jeg næsten ikke at sige sætningen færdig, før den kom ud af sig selv.

Så endelig kunne jeg koncentrere mig om vores lille pige, som blev lagt op til mit bryst, mens jeg fik et par sting. Og hun havde det heldigvis godt, trods den noget hårde ankomst. Hun målte 54 cm og vejede 3650 g.

foedselsberetning

Lille M, 16 timer gammel

I lang tid efter fødslen var det eneste jeg kunne huske de sidste 3 forfærdelige timer. Og ikke optakten som faktisk havde været rigtig god.

Men i dag, når jeg ser tilbage på  forløbet er jeg meget taknemmelig for, at jeg kendte min jordemoder i forvejen fra fødselsforberedelsen og undersøgelserne, og at hun var med os fra start til slut. Det ville jeg ønske kunne være tilfældet for alle fødende – i det mindste for alle førstegangsfødende.