Min fødselsberetning: Lille M kommer til verden

foer_foedsel
40+5

Som beskrevet her var hele min graviditetforløbet uden nogen benævnelsesværdige gener. Jeg forventede derfor også det samme skulle gøre sig gældende ved fødslen af vores første barn. Alligevel begyndte jeg i tiden op til terminen, at blive nervøs for den forestående førstegangsfødsel. For jeg jo ville være helt på ukendt grund, hvor jeg normalt ikke befinder mig godt. Men jeg havde prøvet at forberede mig så godt jeg kunne.

Blandt andet terpede jeg bogen “Smertefri fødsel” (reklamelink) og inddrog også min mand i den, så han vidste, hvad jeg forventede af ham ved fødslen. Jeg ville gerne, at det skulle være en så naturlig fødsel, som overhovedet muligt. Jeg havde derfor også nævnt for mit faste jordemoderteam, at jeg så vidt muligt ikke ville have hverken smertestillende eller ve-drop.

Igangsættelsesundersøgelse

Men allerede fra fødslens start skulle jeg gå på kompromis, for Lille M ville åbenbart ikke ud til tiden…

41+3 var jeg til første igangsættelsesundersøgelse, hvor jeg fik at vide, at livmoderhalsen var væk. Så en igangsættelse kunne ske blot ved at tage vandet. Jeg bad derfor om at vente til “sidste” øjeblik med igangsættelse, da jeg stadig håbede på, at min krop/datter selv ville blive klar til fødsel.

Fødslen skulle sættes igang

Men vi skulle komme til tjek igen et par dage senere. Og her viste det sig, at vores datters hjertelyd blev meget påvirket, ved hver plukve jeg fik. Vi tog derfor beslutningen 13 dage over termin, at vandet skulle tages. Det skete d. 26. juni 2014, kl 14:20, efter vi var blevet indlagt på fødegangen.

Efter jeg havde fået klyx, fik vi lov til at gå hjem én times tid for at hente min fødselstaske. (vi bor kun 10 minutters gang fra sygehuset). Turen hjem gik fint, og jeg mærkede ingenting. Men mens vi var hjemme og det sidste blev pakket, begyndte jeg så småt at få rigtige veer og ikke kun plukveer. Men stadig ikke værre, end at de kunne kontrolleres. Og tilbage på sygehuset brugte vi også de næste par timer på bare at gå rundt på hospitalsgangene. For at få tyngdekraften til at hjælpe os. Hver gang jeg fik en ve talte min mand veen med mig. Og halvvejs igennem hver ve, fik jeg også støtte til at holde ud: “den er snart ovre”. Det var en stor hjælp.

Omkring kl 19 var jeg kun omkring 4 cm åben og fik derfor vestimulerende akupunktur liggende. Da jeg kom op igen blev de næste par timer brugt på siddende, gående og ”dansende” at komme igennem veerne. Stadig mens vi sammen talte os igennem hver ve med ynglingsmusik i baggrunden.

Smertelindring i badekar blev “aflyst”

Omkring kl 21 begyndte vi at snakke om, at jeg skulle i badekar for at lindre smerterne. Jeg blev dog først undersøgt, hvor det viste sig jeg var 8 cm åben. Men desværre var der også grønt fostervand. Jeg kunne derfor ikke komme i vand alligevel, men skulle have CTG måler på og kunne derfor ikke længere bevæge mig så godt rundt under veerne. Jeg fik dog en bold hen ved siden af sengen, og kunne her sidde og hoppe lidt under veerne, mens min mand kunne hjælpe med smerterne, ved at trykke hårdt ind på hver side af mine hofter.

Da veerne begyndte at gå over i presseveer, kom jeg op at ligge på siden i sengen, hvor jeg igen fik akupunkturnåle i fødder og ankler, denne gang for at virke smertelindrende og ve-stimulerende. Veerne blev da også kraftigere, og ca. kl 23 begyndte jeg at få pressetrang. Både min mand og jeg fik på dette tidspunkt tanken, at nu var vi lige ved at være igennem. Nu skulle den sidste halv times tid bare overståes… Men vi skulle tro om. Veerne var slet ikke kraftige nok, eller også var jeg ikke god nok til at arbejde med presseveerne? I hvert fald skete der ikke nok, og nu begyndte jeg at miste styringen, som jeg ellers synes jeg havde haft indtil da. Omkring midnat begyndte vores datters hjertelyd igen at blive påvirket, men rettede sig heldigvis, da jeg kom om på den anden side at ligge.

Akupunktur som ve-stimulering

Kl. 1 fik jeg endnu engang vestimulerende akupunktur, men jeg kunne stadig ikke presse hende ud. Så jeg indvilligede i at få lagt s-drop omkring kvart i 2. Desværre kom den først efter et kvarter til at sidde rigtig. Hvilket medførte at jordemoderen kom til at bruge for meget tid på at kæmpe med droppet i stedet for at kunne støtte mig i mine veer. Det endte derfor også med, at der pludselig kom en ekstra jordemoder ind. Og en læge der skulle tage en PH prøve på vores datter, for at tjekke at hun stadig havde det godt, trods den lange pressefase.

Desværre var de nyankommne ikke opmærksomme på akupunkturnålene, som jeg stadig havde i fødderne. Så mere end én gang ramte de nålene, hvilket ikke hjalp på koncentrationen om mine presseveer. Klokken var nu over 2:30 og jeg fik at vide, at nu skulle hun altså ud. Og hvis ikke det var sket i løbet af de næste 10 minutter ville de blive nødt til at tage hende med sugekop! Jeg gav derfor det sidste jeg havde, mens min mand hjalp med at holde mit ene ben oppe og lægen det andet – jeg havde simpelthen ikke længere kræfter til det selv. Jeg nåede lige at høre mit haleben sige et “knæk”, før hun endelig kom ud…

Efter 3 timers presseveer

Så d. 27. juni, kl. 02:57 kom forløsningen, hvor hun endelig kom ud til os. Men da jeg på dette tidspunkt var så totalt udmattet, handlede mine tanker i første omgang ikke om vores datter. I stedet for var det første, der kom over mine læber: “og hvornår skal jeg så presse den skide moderkage ud?” Men heldigvis nåede jeg næsten ikke at sige sætningen færdig, før den kom ud af sig selv.

Så endelig kunne jeg koncentrere mig om vores lille pige, som blev lagt op til mit bryst, mens jeg fik et par sting. Og hun havde det heldigvis godt, trods den noget hårde ankomst. Hun målte 54 cm og vejede 3650 g.

foedselsberetning
Lille M, 16 timer gammel

I lang tid efter fødslen var det eneste jeg kunne huske de sidste 3 forfærdelige timer. Og ikke optakten som faktisk havde været rigtig god.

Men i dag, når jeg ser tilbage på  forløbet er jeg meget taknemmelig for, at jeg kendte min jordemoder i forvejen fra fødselsforberedelsen og undersøgelserne, og at hun var med os fra start til slut. Det ville jeg ønske kunne være tilfældet for alle fødende – i det mindste for alle førstegangsfødende.

5 kommentarer til “Min fødselsberetning: Lille M kommer til verden”

  1. Pingback: Når det er svært at være mor • Come What May

  2. Pingback: Fødselsberetning del 2: Lille L kommer til verden

  3. Pingback: Min graviditet med lille M

  4. Pingback: Fødselsberetning del 1: Lille L kommer til verden

  5. Pingback: At komme ovenpå efter en fødsel

Skriv en kommentar

Hjemmesiden bruger cookies - Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjeparts tjenester. Ved at klikke videre accepterer du brugen af cookies.