Hvordan defineres Fake News? Og hvem bestemmer hvad der er Fake News?
Det var nogle af de tanker, der i dag poppede op i hovedet på mig, efter jeg havde læst Æblebørn’s indlæg. Anette fra Æblebørn skriver om Fake News i forhold til den nye “Regeringsstrategi for mad, måltider og sundhed”. Det nævnes nemlig i Regeringsstrategien, at ét af regeringens initiativer er Styrket kommunikation og proaktiv
indsats mod “fake news”.
Men hvornår er en nyhed en Fake News. Er det hvis der ikke ligger forskning bag?
- Er søvn kun godt for vores sundhed, hvis vi har set forskningsbeviser?
- Og hvad med vores madvaner – behøver vi en forskning for at vide at rene råvarer er bedre end færdiglavet mad?
- Behøver vi forskningsresultater der viser, at motion er godt for os?
Eller er det bare sund fornuft?
Jeg indrømmer gerne, at jeg søger mange informationer på nettet. Og at jeg måske også nogle gange, bliver grebet af historier andre ville betegne som Fake News.
Men jeg tænker, at det også bare er vigtigt, at man har sin sunde fornuft med sig, når man søger på nettet.
Og måske kan man også kigge tilbage i historien. Er der en relation til “i gamle dage”. Så er det måske ikke helt usandt.
Og hvad, hvis vi kigger rundt i verden, hvor man flere steder ser folk leve anderledes end os? (Læs her nogle af de tanker jeg havde, efter Sisse Fisker’s dokumentar serie “Livets Opskrift”).
Behøver vi fyldestgørende beviser på alt?