Jeg har i lang tid haft nogle gamle t-shirts liggende, som jeg ville lave t-shirt garn af. Og endelig i lørdags fik jeg gjort noget ved snakken. Jeg prøvede først at lave garnet af en rib t-shirt. Det kunne lade sig gøre, men resultatet blev ikke så godt, da rib-strimlerne ikke “ruller”, hvilket vil sige at det færdige t-shirt garn blev lidt flosset. Jeg prøvede derfor også med en almindelig glat t-shirt, og her blev resultatet rigtig godt synes jeg 🙂
Jeg tog udgangspunkt i denne you tube video, hvori det vises, hvordan man kan bruge hele t-shirten til sit garn. Det bedste resultat får man, hvis man anvender t-shirts uden sidesøm. Men min havde sidesøm, og det kunne også lade sig gøre, så skal man blot klippe på den måde, som hun i videoen bruger til at klippe ærmerne til garn.
Kort vejledning til at lave sit eget t-shirt garn
Jeg startede med at klippe alle syninger, på min t-shirt, af (både sidesøm og ved ærmet).
Så tog jeg hver stof-del og foldede det på midten, og klippede så strimler i 1-1,5 cm’s tykkelse. Dog uden at klippe helt igennem. Jeg startede fra den foldede kant og efterlod ca. 1 cm i toppen (den ikke foldede kant):
Herefter foldede jeg stoffet ud, og jeg klippede nu helt igennem (ved hver anden strimmel), skiftevis/forskudt i top og bund, så der blev dannet zig-zag (Det er det jeg herunder prøver, at vise på billedet):
Når alt er klippet er der bare tilbage at afrunde hjørnerne, og så trække forsigtigt i stoffet så det “ruller”. Og dit t-shirt garn er klar, til at blive rullet til en nøgle. Jeg har set forskellige måder, hvorpå man samler flere stykker t-shirt garn. Jeg brugte den lette løsning, som bare var at binde to ender sammen:
På billedet herover ses også starten på mit første hækle projekt med t-shirt garn. I løbet af et par dage kommer der et indlæg om, hvad det blev til 🙂
Er der andre, der har prøvet at lave deres eget t-shirt garn? Og hvilke projekter har I lavet med t-shirt garn?
2 kommentarer til “DIY – T-shirt garn”
Pingback: DIY - Hæklet gulvtæppe i Luxus Macaroni
Pingback: DIY - Cover af t-shirt garn