Weekenden er nu ved at være ovre. og vi har nået en del. Blandt andet også fordi vores lille mus valgte at vågne kl 5 både lørdag og søndag morgen. Gab…
Lørdag morgen var vi sikre på, at den tidlige opvågen skyldtes, at hun havde feber i kroppen fra onsdag eftermiddag til fredag (den daglige rytme blev brudt og det påvirker tydeligt nattesøvnen hos os). Men vi kunne dog heller ikke lade være med at overveje, om det kunne skyldes det 10. og sidste “Tigerspring”, især da det kunne passe godt med hendes alder (Link til “Vidunderlige Uger”).
Tigerspring er noget vi har haft glæde af at følge med i, siden vi “opdagede” der var noget der kaldes Tigerspring. De fleste af tigerspringene har været meget tydelige, og vi har ikke været i tvivl, når vi var midt i et spring og hvornår vi var ovre ét. Men denne gang synes vi ikke det har været lige så tydeligt. Dog, når vi så læser om springet, kan vi nikke over mange af tingene, og se at det nok bare er kommet lidt snigende denne gang:
- Der har været lidt mere klynken og mor-hængen.
- Hun har i den sidste tid været mere bestemt og nogle gange sværere at gøre tilfreds.
- Hunden er begyndt at få en lidt blidere behandling, hvilket jeg nu også giver tigerspringet “skylden” for 🙂
Efter denne weekend regner vi dog med, at vi er ved at være igennem springet, så vi herfra “bare” skal hjælpe hende med at opnå de forskellige færdigheder og sætte grænser for hende, så hun lærer hvad der er rigtigt og forkert. Og så håber vi selvfølgelig også kl. 5 kan blive til kl 6, som passer noget bedre ind i hverdagen…
Men udover at tidlige morgener og tigerspring har været en del af weekenden, har vi også, som jeg startede med at skrive, nået meget.
Det har blandt andet været weekenden for den årlige “jagtweekend”, hvor vi tager ud til min svigerfamilie. Arrangementet går i sin enkelthed ud på, at mændene tager på jagt og kvinderne hygger sig derhjemme. Jeg er ikke selv helt for jagt-princippet (men kan jo godt spise kødet indimellem – lidt dobbeltmoralsk kan man vel godt være?). Derfor havde jeg det faktisk også OK med, at de hverken kom hjem med dyr i går eller i dag 🙂 Og heldigvis er det for dem også ligeså meget hyggen og motionen, som selve jagtdelen (det siger de da i hvert fald).
Og imens mændende var afsted på jagt hyggede vi os tilbage på gården. Jeg fik også tid til en lille middagslur i går (tiltrængt efter tidlig opvågen), og i dag fik jeg en dejlig gåtur med barnevognen i det flotte vintervejr med både solskin og regnbue.
1. advent er også blevet fejret med adventsgaver til den lille, både lørdag og søndag 🙂 og traditionen i byen er også at man samles på byens torv og ser borgmesteren tænde lysene på det store juletræ. Vi nåede lige at ramme torvet, før “lys-seancen” gik i gang. Min mand havde ikke været til det før, men det er helt sikkert ikke sidste år vi gør det – Der er noget specielt ved at se alle lysene på træet og i resten af gågaden blive tændt på én gang. Og heldigvis nåede lysene at blive tændt, før regnen og stormen begyndte 🙂
Og for at fuldende weekenden, sluttede vi af med aftensmad hos mine forældre og “baby” dans i stuen:)
Så alt i alt en dejlig weekend, hvor der blev tid til både farmor/farfar og mormor/morfar. Så nu kan en ny uge begynde 🙂