Hvad tænker du, når du hører om gulerodsdadelkugler? Jeg er i hvertfald blevet vild med dem 🙂
Julen nærmer sig jo med hastige skridt. Vi har derfor igen kigget på, hvordan vi kunne lave noget sundt julesnack.
Sidste år fik vi blandt andet lavet sunde pebernødder og glutenfri æbleskiver.
I første opgang, blev det til to forskellige slags dadelkugler. Og du får i dette indlæg opskriften på gulerodsdadelkugler, som jeg fik inspiration til her.
Vi har nu haft lavet disse to gange, og begge gange har de været en stor succes hos små som store 🙂
Brug juicepulp til gulerodsdadelkugler
Den anden gang jeg lavede kuglerne, var efter en opgang juice på vores slowjuicer – og jeg valgte derfor at bruge pulpen fra juicen.
Jeg tilsatte så lidt ekstra kokosolie, for at gulerodskuglerne ikke skulle blive for tørre.
Og faktisk synes jeg det blev et bedre resultat end første gang, da kugle-massen blev lidt finere. (og så er det da dejligt, at kunne bruge sin juicepulp)
Jeg tænker derfor også, at jeg skal prøve at lave disse kugler efter en gulerods-rødbede juice. Det må give nogle flotte røde kugler 🙂
Og vil det ikke også være ideelt til en julesnack?
Leg med krydderierne
Noget andet jeg også regner med at skulle prøve med disse kugler, er at prøve at tilsætte forskellige krydderier. Også for at gøre dem lidt mere “julede”.
Mon ikke de også kunne blive lækre med kanel, kardemomme eller nellike?
Nu ikke mere snak, men til sagen. Herunder finder du nemlig opskriften på gulerodskuglerne:
Gulerodsdadelkugler
Det skal du bruge
- 100 g Revet gulerod (Eller juicepulp)
- 2 dl Havregryn
- 100 g Dadler (Helst friske)
- 2 spsk Kokosflager/mel
- 1 tsk Kokosolie (evt. mere, hvis der anvendes juicepulp)
- 1/2 tsk Ingefær
- 1/4 tsk Muskatnød
Til at rulle kuglerne i
- Kokosflager/mel
Sådan gør du
- Dadlerne lægges i blød (jeg havde dem til at ligge i blød i en times tid)
- Når dadlerne har ligget længe nok i blød, kommes alle ingredienserne i en skål og de blendes med en stavblender. Man kan også vælge at komme ingredienserne direkte i en blender.
- Når massen er godt blendet, rulles "dejen" til små kugler.
- Kuglerne rulles nu i kokosmel.
- Og opbevares derefter i køleskabet, hvor de bliver lidt hårdere på grund af kokosolien.
- Herhjemme holder én portion ikke mere end et par dage.
Har du nogle gode jule-snack opskrifter?
Jeg håber du er blevet inspireret til at lave lækre og sunde gulerodsdadelkugler. Hvad du synes om dem er jeg meget nysgerrig for at høre om. Så skriv endelig en kommentar herunder.
Det kan jo også være, at du selv har prøvet kræfter med en anden lækker julesnack opskrift – så del den endelig.
Hvis du har fået smag for sunde julekugler, kan du også her på siden finde endnu en opskrift, nemlig på de skønne sortebønner-dadelkugler. Ja du læste rigtigt: Sorte bønner 😉
2 kommentarer til “Gulerodsdadelkugler – hjemmelavet og sund snack – få opskrift her”
Pingback: Julehygge uden sukker: Gode og sunde pebernødder. Tjek denne opskrift
Pingback: Sortebønnerdadelkugler - nem, sund og lækker snack - få opskrift her